IMV-bladet Kontekst

ERASMUS: Den mindst ringe vej til et halvt år i udlandet

Af Niels Holm Pedersen, Digital Design 6. semester

Det her kunne have været en artikel om Erasmusfester på diverse klubber i Paris, den “Erasmus stemning” og det sammenhold man oplever, når man studerer i udlandet. Der kunne have været en beskrivelse om forskelle mellem danske og franske universiteter, om hvor udfordrende og lærerigt det er at tilpasse sig, forstå et fremmed system eller lære sproget, men det har jeg ikke tænkt mig at skrive om. I stedet for det vil jeg skrive, om dét, der holder de fleste studerende tilbage fra alle de oplevelser, som jeg har lige nu – den åndssvage og bureaukratiske ansøgningsproces man skal igennem inden. Jeg vil forsøge at opmuntre dig kære læser til at få mod på at få søgt. Forhåbentligt tænker du efter at have læst artiklen, at det kan jeg da sagtens få flettet sammen. For det kan du. Så kan du få dine egne oplevelser i stedet for at sidde her og læse om mine.

En overset mulighed for en fantastisk oplevelse

Hvert semester udbyder fakultetet et hav af udvekslingspladser på andre universiteter i Europa gennem Erasmus-ordningen, men mange af dem bliver ikke brugt. Den plads jeg har fået her i Paris, var en restplads, der ikke var blevet søgt i første ansøgningsrunde. Da jeg startede på Aarhus Universitet, havde jeg en idé om, at jeg gerne ville studere et semester i udlandet, men jeg syntes det virkede uoverskueligt at ansøge, og jeg blev ved med at udskyde til sidste øjeblik, og det endte med, at jeg ikke fik søgt inden fristen var overskredet den 15. februar. Heldigvis blev jeg opmærksom på, at der kan søges på restplads senest den 1. oktober og jeg fik arrangeret et møde med en koordinator. Herefter gik det nogenlunde smertefrit, og lige nu nyder jeg et halvt år i Paris med flere penge om måneden end jeg har derhjemme.

Der er nok mange andre studerende, der synes, at det kunne være fedt at komme til udlandet i et halvt år, med SU og 250 euro i Erasmus stipendium om måneden. Hvis de også vidste, hvor ligetil det er at søge pladsen og eventuelt skrabe ekstra penge sammen ved at søge private fonde, ville de måske få søgt den plads.

Ansøgningen

Det kan virke uoverskueligt, når man forsøger at finde information om, hvordan en ansøgning skal skrues sammen. Det er lidt forskelligt hvilke papirer, der skal udfyldes afhængig af om man rejser ud på kandidaten eller på sit suppleringsår på bacheloren. Men det essentielle og mest vanskelige for at kunne ansøge er at sammensætte præcis 30 ECTS-points på det udenlandske universitet, som skal godkendes af Århus Universitet, inden du kan søge. Derfor koncentrer vi os kun om de 30-ECTS for denne gang. De andre få formaliteter kan du selv læse om på Universitetets hjemmeside.

De vanskelige ECTS-point

Det kræver ofte timer på værtsuniversitetets hjemmeside at finde præcis 30 points, og det er især vanskeligt, hvis hjemmesiden ikke er på engelsk. Her er google translate eller en ven med de efterspurgte sprogegenskaber nyttig. Desværre er det heller ikke altid nok, da det ikke er alle universiteter der er lige gode til at udbyde information om kurser og ECTS point på deres hjemmesider. Her kan det betale sig at være lidt aggressiv og ringe til værtsuniversitetet og bede dem om at maile de efterspurgte dokumenter. Hvis de virkelig vil være unyttige, så få din koordinator til at rykke for papirerne. De kurser du finder, skal godkendes af Århus Universitet for, at du kan søge om pladsen. Her er det vigtigt at notere, at de kurser, du finder, godt må være kurser, universitetet har holdt tidligere, og altså før du vil studere på universitetet. Ofte offentliggør universitetet først de kurser du kan følge, efter du har søgt, og derfor kan din sammensætning kun være et udtryk for, hvad du har planer om. Hvis kurserne ikke bliver oprettet, så finder du bare et andet, når du ankommer. Da jeg kom til Paris, ændrede jeg halvdelen af de kurser, jeg oprindeligt havde tænkt mig at følge. Virkeligheden er heldigvis ikke så struktureret som en ansøgning, og alting har været meget fleksibelt, efter jeg ankom.

Så se nu bare at få lavet den ansøgning med de midler, der er til rådighed, så falder det hele på plads af sig selv efterfølgende.

Franske fortællinger

Ok, du får alligevel en lille historie om mine oplevelser i Paris. Jeg bor i en lille lejlighed ud til Canal Saint-Martin. Området blomstrer med unge mennesker og caféer. Inden vi tager i byen om torsdagen, mødes vi og drikker øl ved kanalen. Jeg har lært mere fransk end jeg forventede. Det kommer hurtigt, når man er tvunget til at snakke det hver dag. Det er en oplevelse at genkende flere og flere ord, på samme måde som det er en oplevelse at genkende steder i byen. Jeg har fået gode venner fra hele verden, som jeg vil besøge efter mit ophold er slut, så det slutter ikke her i Paris.

Send flere penge -hilsner fra Revelstoke, BC

Af Marie Jensen, Medievidenskab 8. semester

I skrivende stund har jeg tilbagelagt lidt over halvdelen af et længere udlandseventyr, som har kostet mig en storetånegl, i omegnen af 20 blå mærker, et konditionstjek og ikke mindst et års forsinkelse af min igangværende uddannelse. Men hvad gør man ikke for i fire måneder at kunne skifte hjemmeadressen i 8200 Århus Nord ud med Revelstoke, British Columbia?

Jeg udlever for tiden en mangeårig drøm, hvilket placerer mig i det snehvide Canada. Her har min bedre halvdel og jeg slået os ned for at prøve kræfter med det frie liv og ikke mindst de utæmmede canadiske bjerge. Det betyder også, at vi begge har måtte sige midlertidigt farvel til studierne, for mit vedkommende Medievidenskab, som ellers skulle have været afsluttet til sommer.

Det er næsten på sin plads…

…at forklare, hvor og hvordan det hele startede. Planerne om at pakke kufferterne og stikke af fra studielivet kan såmænd spores tilbage til en lettere brandert en sen nattetime på Roskilde Festival anno 2008. Her fandt jeg nemlig, efter min egen overbevisning, den perfekte åbning til at plante ideen om at rejse et halvt år til drømmedestinationen Canada. Nu er jeg en af de sikkert mange mennesker, som har for vane at lægge relativt urealistiske planer, så snart der kommer lidt alkohol på bordet. Planer, der sjældent bliver ført i mål. Heldigvis kan jeg nu med stolthed sige, at jeg i det mindste én gang har gennemført en god (fuldemands-) ide; for her sidder jeg i lille Revelstoke BC omringet af snedækkede bjergtinder.

Frihed kommer ikke billigt

Når man beslutter sig for at bosætte sig i det nordamerikanske kontinent for at nyde lidt over fire måneders frihed og dermed kan vinke farvel til et let tilgængeligt tre måneders turistvisum, bliver ens muligheder for opholdstilladelse pludseligt indskrænkede. Hvis man oveni planlægger at indtræde på det canadiske arbejdsmarked, skal man have de rigtig tunge argumenter frem. Det tog derfor sin tid at få styr på visumregler, regler om arbejdstilladelse og hvad der ellers findes af ugennemsigtige regler, før rejsen for alvor kunne tage form. Et af de bærende krav for en arbejdstilladelse, som inkluderer visum, er, ironisk nok, en sund økonomi. Lige i den studerendes ånd. Det krævede derfor hårdt arbejde og en enkelt misset eksamen at få skrabet midler nok sammen til, at min bankrådgiver kunne sige god for min økonomis rækkevidde og den canadiske ambassade kunne give grønt lys for mit ophold. Det skete langt om længe, arbejds- og opholdstilladelsen kom i hus, og set i bakspejlet var udfordringen nok meget sund for mig. Men hvorfor ikke fortælle lidt om, hvordan livet så er, når man er midt i det hele, når man bor i en bjerglandsby med 8.000 indbyggere og ens kæreste ejendom er et liftkort med påskriften ”season 2009/2010”.

Ski, ski, ski

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det allerhelligste formål med at bosætte sig midlertidigt i Canada hele tiden har været at stå på ski, ski, ski. Det canadiske pudder og de uforglemmelige nedkørsler er noget, man som skiløber bliver tudet ørerne fulde af og uundgåeligt bliver draget af før eller siden. Undertegnede, selvfølgelig, inkluderet. De første tre måneder i Revelstoke er nu tilbagelagt, to af dem med sne, og jeg kan nærmest kun græde over, hvor hurtigt tiden går, når man lever det søde liv. Den canadiske mentalitet er meget lig den danske, så udover at man kun kan prise sig lykkelig for de muligheder, den canadiske natur byder på, er det også meget let at føle sig hjemme her. Da vi først kom til byen, blev vi modtaget med smil og åbne arme og efter kun to dage som hostel-backpackere fandt vi os en fin lille kælderlejlighed, som er blevet delt sammen med en endnu skientusiast. Det hjælper selvfølgelig også på følelsen af hjemlighed.

Hvad kan krydses af på (ønske)listen

To måneder i Canada byder selvfølgelig på en del oplevelser, og der er nu også en del ting, jeg kan krydse af min (ønske)liste. Når det kommer til skiløb, sværger Canadiere til offpistens urørte sne, og af den grund fylder de planerede nedkørsler også kun omkring halvdelen af skiområdet her i Revelstoke. Til gengæld kan jeg nu krydse canadisk pudder og utallige offpiste-ture af min liste. Det tog dog sin tid at vænne sig til at færdes under forhold, som ofte inkluderer lavinefare, konditionskrævende vandreture i sneen og hældninger udover det sædvanlige. Men jeg kan nu ærligt sige, at jeg kommer hjem to meter højere, end da jeg tog af sted. Desværre bliver mine ellers årlige skiture til Norge og Sverige nok aldrig helt de samme igen. Endnu en skioplevelse, som er blevet føjet til ønskelisten under opholdet her i Revelstoke, og som jeg nu også kan sætte kryds ud for, er en backcountry tur på ski. Som født ind i en langrendsglad familie ligger det mig ikke helt fjernt at begive sig ud i naturen med et par ski som transportredskab. Alligevel er en backcountry tur en af de hidtil mest krævende ting, jeg har foretaget mig. Kort fortalt går det ud på at finde et passende bjerg, spænde et par alpinlignende ski på fødderne og derefter klatre opad indtil man finder det helt rette sted at køre ned igen. Naturoplevelsen er uvurderlig og den ene nedkørsel, man får på en dag, føles mere end fortjent. Hatten af for en af vores canadiske bekendte, som agerede backcountry-guide for en dag.

Udover at være en skination er Canada også den måske største ishockeynation i verden. Derfor kan jeg som en sidste stor ting nu også krydse min første ishockeykamp af ønskelisten – som tilskuer vel at mærke. De lokale ishockeyhelte er også blevet mine helte, og jeg har mere end én gang været at finde på tilskuerpladserne, når Revelstoke Grizzlies har foldet sig ud på isen. Man får hurtigt smag for den canadiske nationalsport.

Lidt sidste rejseklicheer

Det kan være svært at sætte ord på de oplevelser, man får, når man lader hverdagen ligge og begiver sig ud i verden. Som studerende i Danmark har jeg heldigvis haft friheden til at udleve en drøm, som længe kun har været på tegnebrættet. Og selvom det har kostet en del at komme hertil, har det i sidste ende været alle anstrengelserne værd, og lidt mere til. Så kan det godt være, at jeg fælder en tåre eller to, når mine medstuderende til sommer kan holde dimensionsfest på dimensionsfest som resultat af deres hårde arbejde. Jeg holdt i stedet fri, men vender forhåbentlig styrket tilbage. Send flere penge! Hilsener fra Revelstoke, BC.

Faktaboks

Vores rejse-blog: http://marie-villars.blogspot.com/

SU-kontoret i Århus: http://www.au.dk/da/adm/sukontor

Information om visum og arbejdstilladelse i Canada: http://www.visabureau.com/canada/working-holiday.aspx