IMV-bladet Kontekst

Armchair Politics

Geoff Cox recently joined the University as a Postdoc Researcher in Digital Aesthetics as part of the Digital Urban Living Research Center.

How to begin to speak about the all-encompassing theme of politics and the media? I have decided to play it safe and keep it simple by describing an arts project I have been involved in for Arnolfini, a contemporary art gallery based in Bristol, UK, where I work on an occasional basis as an associate curator for online projects (alongside my research position at AU). I have been producing a number of projects that engage with the politics of participatory media including the release of an online petition platform by Les Liens Invisibles. I will go on to describe this in more detail but first I need to outline the context a little more.

In Autumn 2009, Arnolfini ran a series of projects called 100 Days in the lead up to the 15th UN Conference on Climate Change (COP 15), presenting exhibitions, performances, screenings and debate around issues of climate change, social justice and the contested relationship between art and activism. The season included exhibitions, such as Ursula Biemann’s Black Sea Files, a research project into Caspian oil geography, Ocean Earth’s Situation Room, presenting various proposals to replace fossil fuels with sustainable alternative technologies, as well as a regular Speakers Corner event in the foyer of the venue for anyone to speak freely in ‘public’.

However, the major part of the season consisted of an invited ‘occupation’ of the galleries by an activist/art group called Platform. Their project C Words investigated the interconnections of carbon, climate, capital and culture, presenting installations, performances, actions, walks, courses, discussions and skills-sharing towards their transposition to the protests at COP 15. Events also included Hollington & Kyprianou’s auctions of late capitalist period artefacts with provenance and history provided by Spinwatch, the Institute for the Art & Practice of Dissent at Home’s activist cell during the half-term holiday (run by two adults and three children), and preparatory workshops of the Laboratory of Insurrectionary Imagination’s Operation Bike Block to be later installed in the streets of Copenhagen.

Reactions from the Media were mostly predictable, questioning the use of public arts funding for political means: ‘Artists use public money to fund Copenhagen summit protest’ ran the headline in The Guardian newspaper (Oct 2009). But perhaps more significantly, Arnolfini used the opportunity to question its own motivations behind curating the project in the first place. Certainly at this time, ever more liberal cultural institutions seemed to be engaging with politics, and the politics of climate change in particular (for instance, FACT’s Climate for Change, Radical Nature at the Barbican, the Rethink shows in Copenhagen, to name only a few). So what was really going on in such initiatives? Evidently critique is an essential part of capitalist production so it should be no surprise that this is part of the culture industry too. Within the neo-liberal spaces of contemporary art, opinions not readily acceptable in other public places can be displayed but the politics can be easily contained and neutralised. Mindful of the various paradoxes in the promotion of critical art practices, Arnolfini posed a number of simple questions, beginning with ‘Who’s Recuperating Who? and then asking: What are the power relations between art, activism and cultural institutions? Who ultimately benefits from these relationships? What critical role can art and/or activism really have in a situation where any form of critique is automatically recuperated and neutralised by the mainstream? Under such conditions, what are effective strategies of opposition?

On the one hand, art appears to have lost its critical power as any form of critique is automatically recuperated; but on the other, the new situation opens up different strategies of opposition that respond to the ways in which power is organised. It is against this backdrop that a new online project by Les Liens Invisibles was commissioned to respond to the ways social media have changed the nature of the political process. In the wider culture, such claims are supported by the apparent success of various campaigns that hope to influence the outcomes of elections and in the rise of services that offer effective participation in the political process. For instance, Facebook applications such as Causes allow users to imagine the effectiveness of their political engagement by creating petitions in support of a particular cause. The ‘about’ statement expresses the ambition of no less than changing the world:

‘Facebook Platform presents an unprecedented opportunity to engage our generation, most of whom are on Facebook, in seizing the future and making a difference in the world around us. Our generation cares deeply, but the current system has alienated us. Causes provides the tools so that any Facebook user can leverage their network of real friends to effect positive change. The goal of all this is what we call “equal opportunity activism.” We’re trying to level the playing field by empowering individuals to change the world.’

Les Liens Invisibles use the tactic of over-identification with such statements and a situation where activism itself appears to have been recuperated. In the age of over-mediated democracy, Repetitionr provides a platform for activism with minimal effort, an online petition service with a difference; offering advanced web 2.0 technologies to make participatory democracy a truly user-centered experience. The success of every campaign is guaranteed as just one click is all it takes to generate a whole campaign with up to a million automatic fake signatures. The project reflects the acknowledged need for new institutional forms that challenge existing systems of governance and participatory representational structures, and in addition, that challenge the discourse of neo-liberalism in general.

If this is an example of over-identification with real existing participatory democracy, then the provocation is that we need to rethink politics and develop far better strategies and techniques of organisation. To speculate further, what Repetitionr suggests is that new publics are required to engage with and to modify the infrastructures they inhabit as an extension of the concept of the public sphere. Evidently publicness is constituted not simply by speaking, writing, arguing and protesting but also through modification of the domain or platform through which these practices are enacted. Thus the contradictions at the heart of action – between acting and being acted upon – are made more evident. According to Rancière, it is the very ‘axioms of democracy’ (of ruling and being ruled) that require rupture to open up discussion of the constitution of the subject and its relations.

Explore Re-Petitions.

Enjoy the experience of data hallucination.

http://www.repetitionr.com/

Den digitale provinsby

Af Christian Ulrik Andersen, adjunkt, ph.d., cand.mag

Spørgsmål: Hvilke æstetiske muligheder giver de nye digitale medier en provinsby?

Det er jo et af de spørgsmål, vi arbejder med i Center for Digital Urban Living. For at svare på det, er det i første omgang nødvendigt også at se på de generelle udfordringer, digitale medier stiller til en provinsby. De vil givetvis variere afhængig af sted og konktest, men ser man konkret på vores egen by, Århus, vil man meget hurtigt finde et par indikatorer på, at byen forandrer sig i takt med mediernes udvikling.

Århus og Internettet

Indtil for et par år siden lå der i Jægergårdsgade et diskotek, der hed Pan. Pan var et samlingssted for byens bøsser og lesbiske og helt sikkert en faktor, der gjorde, at man, hvis man kom fra en lille by, var homoseksuel og måske stod meget alene med sin seksualitet, gerne ville til Århus. Pan var med andre ord et tegn, der indikerede, at Århus evnede at tiltrække en gruppe af den danske befolkning – og dermed en storby (om end verdens mindste). Pan lukkede. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at nutidens bøsser og lesbiske ikke går så meget i byen, fordi de hellere vil udleve drømmen om kernefamilien, men man kan også godt forestille sig, at det er fordi, der er kommet et endnu bedre sted at mødes? En anden bøssebar? Eller måske et helt tredje sted? Internettet er ikke et dårligt bud. Som vi alle ved, giver det en unik mulighed for at skabe fællesskaber omkring interesser, seksuelle orienteringer, singleliv, dating osv. Byen har selvfølgelig stadig en glimrende cafékultur, men vi har i dag også andre måder at socialisere på.

Et andet eksempel er pladebutikken. For ikke så mange år siden var en af de primære adgange til musik de lokale pladebutikker. I en pladebutik kan man lytte til musikken, diskutere den med en ekspert bag disken, opdage nye navne osv. Pladebutikken var udgangspunktet for ens pladesamling. Min, såvel som de fleste andres pladesamling, ligger i dag på en computer. Da lyden blev digital, byttede jeg først mine vinyl-køb ud med cd’er, og da min computer blev stor nok, lagrede jeg musikken der i stedet. Med Internettet behøver jeg ikke engang at gå ned i pladebutikken. Her finder jeg anmeldelser fra andre lyttere og sågar en service, der automatisk foreslår mig ny musik på baggrund af min musiksmag. Og er der noget, jeg kan lide, kan jeg hente det online. Jeg elsker stadig stemningen i en pladebutik, men af åbenlyse grunde kommer jeg der sjældnere og sjældnere.

Måske går det samme vej for mange andre af byens funktioner? Selvom byen stadig er fuld af butikker, er det givet at såvel store kæder med konsumvarer som små specialbutikker udfordres af nettets muligheder. Hvor galt står det egentlig til? Henrik Harder fra Ålborg Universitet har lavet en undersøgelse, der måske løfter sløret for det, der er i vente. Undersøgelsen viser, at teenagere i Ålborg bruger lige så meget tid på Internettet som i byen. Måske kan vi forvente, at det urbane landskab langsomt affolkes. En by som Århus, hvor hver tiende er studerende, og som altid har noget at byde på, vil nok ikke være så sårbar som en mindre provinsby – eksempelvis Frederikshavn, Rønne eller Tønder.

Fanden skal ikke males på væggen, men givet er det, at der rundt omkring i de mindre byer (eksempelvis Frederikshavn) i stigende grad spekuleres over, hvordan man kan gøre byen attraktiv på andre måder, end ved blot at have en blomstrende handelsstandsforening. Byen skal nu også have en palmestrand og et stærkt udbud af kulturelle aktiviteter. Den slags tiltrækker en kreativ klasse (som Richard Florida har beskrevet det), men det giver også den lille by en ny funktion, der tager udgangspunkt i æstetiske oplevelser (’Fun City’ kalder forskerne Gitte Marling og Martin Zerlang det).

Byerne og medierne

At betragte byens udvikling som afhængig af mediernes udvikling er ikke noget nyt. Når man ser, at byen forandrer sig med Internettets fremkomst og forventer, at der vil ske yderligere (og uforudsete) forandringer, skyldes det blandt andet, at vi har set noget lignende tidligere. Mange kulturteoretikere (fx Jürgen Habermas og Richard Sennett) har argumenteret for, at det senmoderne individ i stigende grad trækker sig tilbage til en privatsfære. Denne udvikling skyldes blandt andet, at fjernsynet og et offentligt broadcasting-system i tresserne og halvfjerdserne stjæler offentligheden fra byen. I efterkrigstiden bliver den offentlige sfære privatiseret og flyttet ind bag hækken i forstæderne. I fjernsynets højborg, Nordamerika, ligger gaderne og pladserne i byernes centrum pludselig øde hen mellem kontorbygningerne. Enhver form for offentlig liv er flyttet til indkøbscenteret med dets arkader, butiksvinduer, reklameskilte osv. Billedet genkendes delvist i den danske provinsby, selvom ’mall-kulturen’ ikke er så udbredt.

Når skærmene igen flytter ud i byen som storskærme, mediefacader, interfaces til mobiltelefoner, terminaler osv. er det i dette perspektiv med byens indbyggere som passive aktører. Som Paul Virillio har udtrykt det, er det ikke os, der opfatter billederne, men billederne, der opfatter os. Hver for sig, med blikket rettet mod skærmene, bliver vi styret af billederne. Det offentlige billede har erstattet det offentlige rum, som vi førhen benyttede til social kommunikation.

Men er det nu også det, der sker? Når man ser skoven af reklameskilte, kan man begræde tabet af den civile offentlighed til produktionens og markedsføringens offentlighed, men man kan også tage udviklingen til sig. Særligt i USA er ’mall’en’, ’resortet’ og andre oplevelsesbaserede, kommercielle steder blevet til udgangspunktet for en ny arkitektur, der skaber liv omkring byens billeder, skærme, billboards, reklamesøjler, butiksvinduer osv.

Også i Tokyos Shibuya-bydel, blandt gigantiske skærme, mediefacader og mobiltelefoner, er der liv. Det er ikke givet, at nye digitale medier affolker byerne. Digitale medier kan stjæle funktioner fra byen, men de kan også bidrage med funktioner. Hvis de stjæler flirten, pladesnakken og turen i supermarkedet, kan deres skærme og interfaces også være med til at revitalisere et liv i byen. Det er dog ikke sikkert, at det nødvendigvis skal være som reklamesøjler – slet ikke i provinsbyen.

I sin bog The Media City argumenterer den australske medieteoretiker Scott McQuire for et lignende perspektiv. Byens skærme og interfaces udtrykker både byens spektakel (fx reklame) og dets kontrolmekanismer (fx overvågning), men har også i sig muligheden for at genskabe byen som hjemsted for social interaktion og et kollektivt engagement. Offentlig adfærd i byen er ikke nødvendigvis observerende og passiv, men kan i teorien tillige være aktiv og deltagende (gennem fx en mobiltelefon forbundet til et netværk). Nye interfaces (store som små) kan danne udgangspunkt for en ny offentlighed.

Særligt hvis man skeler til æstetiske eksperimenter inden for kunsten finder man flere eksempler på dette. Scott McQuire fremhæver selv den mexicanske kunstner Rafael Lozano-Hemmers relationelle arkitektur. I Body Movies projiceres forbipasserende op på en stor væg, der opfordrer til leg og interaktion med hinanden og mediet.

Digital Urban Living: Et reality check

I forskningsprojektet Digital Urban Living har vi forsøgt at lave et ’reality check’ på forestillingen om, at digitale medier kan åbne privatsfæren og revitalisere byen som offentlig sfære. I 2008 gennemførte vi blandt andet en workshop i den svenske provinsby Lund, hvor vi fandt tre forskellige anvendelser af digitale, netværksmedier i byen.

• Et ”log-in space”, der oftest handler om at kontrollere og udskille folk gennem eksempelvis en restriktiv adgang til et trådløst netværk eller elektronisk overvågning.
• Et ”iSpace” (iBook, iPod, iPhone), der er mobilt og personligt, og som udtrykkes gennem den bærbare computer eller telefon med private informationer, soundscapes osv.
• Et rum, hvor it anvendes til at forbinde folk og steder (”hypertextual connectivity”). Mobiltelefonen anvendes ikke blot til at skabe et personligt rum, men er også individets interface til byens offentlige rum. Møder kan sættes op via sms, nærmeste restauranter (og deres website) lokaliseres via google-maps osv.

Meget lidt af det, vi så, mindede om Lozano-Hemmers relationelle arkitektur. I praksis er der således lang vej fra forestillingen om et revitaliseret, offentligt byrum til virkeligheden. Det er noget af det, vi arbejder med i Digital Urban Living. Når digitale medier i byrummet ofte bliver anvendt ’traditionelt’ – hvilket her vil sige som reklame eller kontrol – og ikke som udgangspunkt for interaktion og konversation mellem mennesker i byrummet, skyldes det muligvis, at der ikke er en forretningsmodel tilknyttet den type anvendelser. Projekter som Lozano-Hemers er typisk et ’udsmykningsprojekt’, der finder sted i et begrænset tidsrum i en større by (Hongkong, Rotterdam osv.). Den lille provinsby har ingen Body Movies  – og da slet ikke permanent. Hvem skulle betale for det? Når det ikke findes, er det måske fordi, det for nogle kan være svært at se en forretning i det. Digital Urban Living er derfor det man kalder et ’strategisk forskningsprojekt’, hvor vi arbejder sammen med virksomheder, der skal omsætte vores forskning i deres forretning. Disse virksomheder inkluderer JCDecaux (der laver skilte og standere), Københavns kommune/COP15, Musikhuset i Århus, Martin Professional (der laver lysopsætninger), Skive Kunstmuseum, Jyllandsposten og flere andre.

Selv har jeg arbejdet intensivt med den engelske kunstnergruppe The People Speak, hvor vi har eksperimenteret med ’Talkaoke’, der et en åben platform (under creative commons) for offentlig konversation. Platformen baserer sig på et talkshow-format og består af et rundt bord med en vært i midten, lys, højtalere og skærme. Mikrofonen er åben og folk kan frit sætte sig ned, lytte til hinanden og i princippet tale om hvad som helst. Det hele lagres i et åbent videoformat på nettet. Indtil videre har erfaringerne med Talkaoke (som vi har afprøvet så forskellige steder som Mølleparken, Gellerup, Skive Beach Party, Nørrebroparken, Bruuns Galleri, Århus Festuge og Rådhuspladsen i København under COP15) blandt andet vist, at det er muligt at arbejde med det åbne format som forretningsstrategi for en kreativ virksomhed, og at forretningsområdet langt fra er begrænset til en kunstkontekst. Talkaoke er et stærkt værktøj til at få folk i tale, generere idéer, skabe offentlig debat (for alle aldre og grupper), give folk talerum og ikke mindst afsløre et sted og dets aktører på en nærværende, underholdende, lærerig og inddragende måde. Den slags er der bud efter – også i provinsen.

Referencer:

Andersen, C. U. & Pold, S. (forthcoming), The Scripted Spaces of Urban Ubiquitous Computing – The experience, poetics, and politics of public scripted space

Habermas, J. (1989), Structural Transformation of the Public Sphere: An Inquiry into a Category of Bourgeois Society, Cambridge, Mass.: MIT Press, Cambridge, England: Polity Press

Harder, H., Bro, P, et al. (2009), Aalborg Undersøgelsen 2009 : Tracking i Aalborg. København: Dansk Arkitekturcenter (poster)

Marling, G. & Zerlang, M. (red.) (2007), Fun City, Copenhagen: Danish Architectural Press

McQuire, S. (2006), The Politics of Public Space in the Media City, First Monday (Special Issue #4)

Sennett, R. (1977), The Fall of Public Man, Cambridge: Cambridge Univ. Press

Virilio, P. (1995), The Vision Machine, Bloomington: Indiana University Press, London: British Film Institute