IMV-bladet Kontekst

FILM: Submarino

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

I slutningen af 90’erne blev en film ved navn Festen udsendt i biografer verden over. Filmen blev en gigantisk succes, og introducerede filmindustrien for dogme-begrebet. Bag filmen stod instruktøren Thomas Vinterberg, som via Festen stod til at kickstarte en sand storkarriere inden for film. Vinterberg formåede dog aldrig at følge op på den store succes, som Festen affødte. I stedet blev det til en lang række film, som mildest talt blev lunkent modtaget af den brede filmverden.

Comeback

Med Submarino er Thomas Vinterberg dog vendt tilbage til det, han i sin tid viste stor flair for med Festen. Væk er de kringlede historier, omhyldet med tung symbolik og kringlede tematikker. Væk er den eksperimentelle visuelle side, som gennemsyrede mange af Vinterbergs film efter Festen.

I stedet er Vinterberg vendt tilbage til det vigtigste (ifølge ham selv); nemlig den gode historie samt det gode skuespil.  Submarino markerer, for mig at se, Vinterbergs store comeback til filmindustrien.

Imponerende skuespil

Filmen handler om to brødre, som gennemgår en skæbnesvanger oplevelse i deres barndom. Denne oplevelse forfølger drengene gennem deres liv indtil vi, biografseerne, bliver introduceret for brødrene i deres voksne version. Allerede her støder vi på en af filmens helt store styrker. Jakob Cedergren og Peter Plaugborg er begge utroligt velcastede som de to brødre. Særligt Cedergren imponerer stort som storebroderen Nick. Man føler virkelig med ham hele filmen igennem på trods af hans noget hårde ydre. Udover de to hovedroller føler jeg mig forpligtet til også at nævne Gustav Fischer Kjærulff som spiller sønnen til Nicks lillebror (man får aldrig lillebroderens navn at vide). Kjærulff formår på imponerende vis at holde publikum på kanten af biografsædet, hver gang han deltager i en af de hårde scener involverende ham selv og hans, i filmen, stof-afhængige far.

Typisk Vinterberg

Ud over de stærke skuespilspræstationer er det også værd at knytte en kommentar til selve plottet. Historien, som er hentet fra bogen af samme navn, er på mesterlig vis blevet overført til filmmediet. Der er tale om en meget dragende fortælling, som indeholder nogle velkendte Vinterberg-temaer som misbrug, forældresvigt og generelt den mere mørke side af livet. Temaerne virker dog aldrig påmast filmen, men føles derimod som en helt naturlig side af historien. Man er i bund og grund ”underholdt” hele vejen, og undertegnede sad aldrig og sukkede efter at minutterne bare ville gå, så filmen kunne blive færdig.

På den visuelle front leverer filmen også en del godbidder. Særligt de mange nærbilleder af de to hovedkarakterer (Nick og hans lillebror) er meget stærkt udført. Filmen har generelt et noget langsomt tempo, hvilket også understøttes af diverse lange indstillinger, hvor der øjensynligt ikke sker meget. Hvor man skulle tro, at det langsomme tempo ville virke distraherende og som en kilde til kedsomhed, er der dog tale om, at tempoet passer perfekt til filmens mørke tematik og opbygning.

All in all

At filmen alligevel ikke får den store topkarakter, på trods af de mange positive elementer, skyldes, at filmen til tider synes at miste fokus på det, der virkelig betyder noget for historien. Der er visse steder filmen igennem, hvor man føler, at enkelte scener godt kunne være blevet cuttet fra, da de ikke synes at gøre det store for hverken historiens opbygning eller temaer.

Alt i alt er Submarino dog stadig en fremragende film og kan ses som en lille perle i strømmen af middelmådighed, som dansk film ifølge denne anmelder er inde i. Ønsker man et rigtigt godt drama-sus, og er man ikke bange for at blive konfronteret med den mere mørke side af vores tilværelse, så kan Submarino varmt anbefales.

Karakter 5/6 stjerner

Faktaboks

Instruktion:       Thomas Vinterberg

Medvirkende:    Jakob Cedergren, Peter Plaugborg og Gustav Fischer Kjærulff

Produktionsår:  2010

Længde:           113 min.

Land:                Danmark

Sprog:              Dansk

Genre:              Drama

BOG: Den gode præsentation

Af Pernille Christiansen, Medievidenskab 2. semester

Når den gode idé skal sælges eller eksamensbeviset hives i land, spiller den mundtlige fremstilling af stoffet unægtelig en vigtig rolle. Linda Greves Den gode præsentation fra 2010 giver et afsæt til at kaste mundtlige trumfer på bordet, overbevise tilhørere og præsentere kompleks viden på en forståelig måde.

Et indblik i retorikken

Retorikken er en rigt facetteret størrelse, som kan imponere i sin flotteste facon og sælge i sin overbevisende form, og det er især det sidste element, der behandles i den netop udkomne Den gode præsentation af cand.theol., retoriker og journalist Linda Greve. Bogens første to kapitler er primært introducerende og perspektiverende og derfor ikke handlingsorienterede. Til trods for, at kapitlerne ikke giver nogle konkrete værktøjer til den læser, der har brug for akut hjælp til at udarbejde en mundtlig præsentation, er begge afsnit vægtet højt i det samlede regnskab, men bogens første tredjedel er da heller ikke irrelevant på nogen måde. Her får læseren blandt andet en spændende introduktion til retorikken og dens historie, som den strækker sig fra Aristoteles over Cicero til Kant og Descartes, vi indvies i interessante kommunikationsteoretiske paradigmer, og samtidig præsenteres vi for metaforikkens fantasifulde billedverden.

En bred appel

På baggrund af det teoretiske fundament, som gives i bogens første to kapitler, behandler Linda Greve i bogens videre forløb en række praktiske teknikker og metoder. Disse er målrettede erhvervs- og universitetsfolket, og i forordet understreges således, at bogen ikke kan bruges som støtte i forbindelse med festtaler. Håndbogen er derimod udarbejdet med den overbevisende elevatortale for øje, og som det understreges i bogens pressemeddelelse, er kernemålgruppen studerende, forskere og undervisere såvel som sygeplejersker, kommunikationsmedarbejdere og politikere. Linda Greves appel til så bred en skare har imidlertid den konsekvens, at bogen ikke går helt i dybden med hver enkelt faggruppes behov. Bogen arbejder på succesfuld vis med fællesnævnerne for alle lige fra studerende til politikere herunder blandt andet brainstorming, opbygning af præsentationen og disponering af argumentationen, mens aspekter som det at lære fra sig ikke umiddelbart synes vedkommende for den studerende. Som repræsentant for sidstnævnte målgruppe savner jeg derfor, at præsentationsteknikkerne kobles direkte til eksamenssituationer, så der ikke efterlades nogen tvivl om eksempelvis det faktum, at læring er et vigtigt aspekt, ikke blot når undervisere står foran et fyldt auditorium, men også når en nervøs eksaminand skal kigge censor i øjnene.

Fokus på forberedelse

Til trods for den brede appel, formår Linda Greve alligevel at gøre indholdet interessant, og der er ingen elementer af bogen, der synes fuldstændig uvedkommende. Fokus virker meget velvalgt, og mens faktorer som den fysiske optræden herunder mimik og stemmeføring er nedtonet, arbejdes i højere grad med dels det sproglige som metaforer, epiforer og anaforer og dels forberedelsen herunder brainstorming, sparring og målgruppedefinition. Linda Greve har mange gode pointer undervejs, og hendes rationale for at udskifte begreberne ”afsender” og ”modtager” med ”taler” og ”lytter” kan uden tvivl kommer mange til gode. Her argumenteres for, at taler og lytter gensidigt bærer ansvar for kommunikationen, hvorfor det er lige så vigtigt for taleren at være klar over lytterens hensigt med at deltage i præsentationen, som det er at være bevidst om talerens egen hensigt med sin henvendelse. Desuden tager Linda Greve også fat på den visuelle del af præsentationen og introducerer sine læsere for blandt andet sprog, opsætning og disponering på PowerPoints. Den gode præsentation tager således højde for mange aspekter af den mundtlige fremstilling, og læseren sidder tilbage med en række brugbare og handlingsorienterede systemer.

En god præsentation

Linda Greves forståelse for det at systematisere en henvendelse smitter tydeligvis af på bogen, som er meget overskuelig og logisk opbygget. Bogens kronologi følger Aristoteles’ klassiske retorik, og kapitel tre til syv arbejder trin for trin med begreberne inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio. Hvert af disse begreber uddybes med enkle modeller og illustrationer, og desuden opstilles regelmæssige punkter med spørgsmål og overvejelser, som er vigtige at forholde sig til. Den gode organisering af stoffet, gør det i øvrigt muligt at bruge bogen som opslagsværk, idet læseren ikke konstant er nødsaget til at konsultere tidligere kapitler for at skabe mening.

Brugbare studieteknikker

Nogen nytænkning er bogen ikke, og både Toulmin og Aristoteles er behandlet i utallige andre sammenhæng, men hvis du ikke allerede er i besiddelse af en håndbog om præsentationsteknikker, er Linda Greves Den gode præsentation bestemt værd at anskaffe. Den er forståelig og hurtigt læst, og samtidig giver bogen en grundig vejledning i det at udarbejde en mundtlig fremstilling. På trods af den lidt brede appel, henvender bogen sig fint til studerende, som med stor sandsynlighed kan optimere deres studieteknikker ved hjælp af Linda Greves udgivelse.

Faktaboks

Forlag:        Samfundslitteratur

Bestil via:    www.samfundslitteratur.dk

ISBN:           978-87-593-1431-9

Omfang:     198 sider

Pris:            228 kroner

Udgivelse:  25. januar 2010

FILM: The men who stare at goats

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

“The men who stare at goats” er et af de sidste nye skud inden for komediegenren, og den har egentlig en del glimrende elementer. Ultimativt formår filmen dog ikke at hæve sig over feltet af middelmådige komediefilm. Filmen centrerer sig omkring journalisten Bob Wilton (spillet af Ewan McGreagor), der drager på eventyr efter en stor historie. På hans rejse møder han Lyn Cassady (spillet af George Clooney), som hævder at tilhøre en eksperimental afdeling i den amerikanske hær. Denne afdeling træner efter sigende ”Jedi knights”, som ifølge Cassady er mennesker med overnaturlige psykiske kræfter. Stifteren, Bill Django, af denne noget mærkværdige gruppe, er forsvundet, og det er Cassadys mission at finde ham igen.

Speciel fortællestruktur

Filmen former sig hurtigt som lidt af en ”road-trip movie”, hvor Bob og Lyn lærer hinanden bedre at kende, efterhånden som de kommer tættere på deres mål. Filmen er dog opbygget på en lidt anderledes måde end den traditionelle road-trip komedie. Ud over Bob og Lyns hovedmission, som er at finde Bill, går meget af filmens screen-time med at forklare om den mærkelige gruppe, som Lyn er medlem af. Dette gøres via diverse flashback-scener, som forekommer med jævne mellemrum igennem filmen. Der er dermed tale om, at filmen er delt op i to historier. Den ene omhandlende Bob og Lyns rejse, den anden handler om Lyns oplevelser i den mærkelige gruppe bestående af mennesker med overnaturlige kræfter. Filmen skal have ros for at forsøge sig med en lidt anderledes tilgang til den traditionelle kontinuitets-fortælling, men samtidig ligger et af filmens hovedproblemer i denne todelte fortælling. Flashback-sekvenserne af Lyn, der undergår træning i den førnævnte gruppe, kommer hurtigt til at virke halvkedelig og underligt tam i forhold til den noget sjovere oprindelige historie. Det bliver dermed et lille irritationsmoment når Bob og Lyns eventyr gang på gang bliver afbrudt af den lille sidehistorie.

Starter godt, slutter skidt

Med hensyn til håndtering af selve komediedelen klarer filmen det egentlig fint. Flere gange måtte biografpublikum og jeg selv gribe os i at grine højlydt, hvilket jo på sin vis er en af komediens fornemmeste opgave. Specielt startscenen er rigtig sjov og dejligt anderledes, men den vil jeg ikke afsløre her. Både Clooney og McGreagor er sjove som henholdsvis Lyn og Bob og kemien er glimrende mellem de to skuespillere. Dog bliver filmen mindre morsom hen imod slutningen, hvor de store grin udebliver. Her kunne man godt savne et manuskript med en sjovere og mere helstøbt slutning.

All in all

Filmen er til tider rigtig sjov, og der er tale om gode præstationer fra de to hovedrolleindehavere. På trods af disse positive elementer, rejser filmen sig dog aldrig over feltet af middelmådige komedier. Med en bedre sidehistorie og lidt flere sjove scener kunne filmen være blevet rigtig god. Slutresultatet bliver dog en mellemvare, som godt kan anbefales for fans af denne type film, men så heller ikke mere.

Karakter: 3/6 stjerner

Faktaboks

Instruktion:       Grant Heslov

Medvirkende:    George Clooney, Ewan McGregor, Jeff Bridges, Kevin Spacey,                                Stephen Lang, Robert Patrick, Waleed Zuaiter

Produktionsår:  2009

Længde:           94 min.

Land:                USA

Sprog:              Engelsk

Genre:              Komedie

FILM: Nine

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

Er du til smuk iørefaldende musik, storslået scenografi og flot koreografi så er film-musicals nok ikke et ukendt begreb for dig. Filmen ”Nine” er en musical, der forsøger at udnytte alle de overnævnte elementer, dog uden den helt store succes. Hvad er det, der går galt for ”Nine”, selvom den har sine grundtrin på plads? Læs videre og find ud af det.

Spændende/uinteressant plot

Ja, overskriften kan måske virke noget selvmodsigende, men det er ikke desto mindre, hvad jeg følte da jeg trådte ud af biografmørket. Filmen centrerer sig omkring den italienske filminstruktør Guido Contini (spillet af Daniel Day-Lewis). Contini skal inden for kort tid begynde optagelserne til sin nye film, men er ude af stand til at finde den nødvendige inspiration grundet en stor kunstnerisk og personlig krise. For at overkomme krisen søger Contini hjælp hos de mange forskellige kvinder i hans liv. Heriblandt hans kone, elskerinden, den fortrolige, en amerikansk modejournalist, en skøge fra hans ungdom og hans mor.

Plottet synes oplagt til en rørende musical, der fortæller historien om en mand, som gennemgår sit livs krise og samtidig ser sit livsværk – både på et kunstnerisk og personligt niveau – smuldre. Dog formår historien aldrig at blive rigtig spændende, og jeg sad selv tilbage med en fornemmelse af, at dette umuligt kunne være alt, hvad filmen havde at byde på. Plottet holder sig på det jævne, hvilket er en skam, da der var potentiale til mere.

Fremragende hovedrolle

Af de forskellige skuespillere er det, ikke overraskende, Daniel Day-Lewis, der gør det bedst. Manden er simpelthen en fantastisk skuespiller. I rollen som Contini stjæler han alle scener, han deltager i, og resten af rollebesætningerne blegner i forhold til Day-Lewis. Ene mand formår Lewis at give filmen en snært af det ”star quality”, som en film skal besidde for at blive rigtig god. Beklageligvis er det ikke nok til at gøre filmen til den fremragende musical, man havde håbet på at se.

De forskellige musikalske numre og dansekoreografier holder sig generelt på det jævne. Ikke dårlige, men heller ikke fremragende. Der var et par enkelte numre, udført af Day-Lewis, som efter min mening var rigtig gode, resten er ikke nævneværdige. Filmen begrænser desuden sig selv ved at benytte de samme kulisser til næsten samtlige numre. På trods af at der er tale om ganske smukke kulisser, bliver det hurtigt trivielt at se på det samme igen og igen.

All in All

For die-hard-fans af musical-film mener jeg, at ”Nine” er værd at tage ind og se. Hvis man derimod ikke kender det store til ”genren”, er dette nok ikke lige filmen, der vil være startskuddet til en ny favorit-genre. Filmens store plus er og bliver Daniel Day-Lewis, som endnu engang leverer en fortrinlig præstation. Ellers er der ikke det store at skrive hjem om, og på trods af en glimrende idé og et stort potentiale, bliver filmen aldrig rigtig god.

Karakter: 3/6 stjerner

Faktaboks

Originaltitel:      Nine

Instruktion:       Rob Marshall

Medvirkende:    Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Penélope Cruz,                                              Nicole Kidman, Judi Dench, Kate Hudson, Sophia Loren

Produktionsår:   2009

Længde:             118 min.

Land:                  USA

Sprog:                Engelsk

Genre:                Drama