Studiebladet Kontekst

Kontekst 16

Podcast med Arne Vesterdal

Kontekst 15

Armchair Politics

Geoff Cox recently joined the University as a Postdoc Researcher in Digital Aesthetics as part of the Digital Urban Living Research Center.

How to begin to speak about the all-encompassing theme of politics and the media? I have decided to play it safe and keep it simple by describing an arts project I have been involved in for Arnolfini, a contemporary art gallery based in Bristol, UK, where I work on an occasional basis as an associate curator for online projects (alongside my research position at AU). I have been producing a number of projects that engage with the politics of participatory media including the release of an online petition platform by Les Liens Invisibles. I will go on to describe this in more detail but first I need to outline the context a little more.

In Autumn 2009, Arnolfini ran a series of projects called 100 Days in the lead up to the 15th UN Conference on Climate Change (COP 15), presenting exhibitions, performances, screenings and debate around issues of climate change, social justice and the contested relationship between art and activism. The season included exhibitions, such as Ursula Biemann’s Black Sea Files, a research project into Caspian oil geography, Ocean Earth’s Situation Room, presenting various proposals to replace fossil fuels with sustainable alternative technologies, as well as a regular Speakers Corner event in the foyer of the venue for anyone to speak freely in ‘public’.

However, the major part of the season consisted of an invited ‘occupation’ of the galleries by an activist/art group called Platform. Their project C Words investigated the interconnections of carbon, climate, capital and culture, presenting installations, performances, actions, walks, courses, discussions and skills-sharing towards their transposition to the protests at COP 15. Events also included Hollington & Kyprianou’s auctions of late capitalist period artefacts with provenance and history provided by Spinwatch, the Institute for the Art & Practice of Dissent at Home’s activist cell during the half-term holiday (run by two adults and three children), and preparatory workshops of the Laboratory of Insurrectionary Imagination’s Operation Bike Block to be later installed in the streets of Copenhagen.

Reactions from the Media were mostly predictable, questioning the use of public arts funding for political means: ‘Artists use public money to fund Copenhagen summit protest’ ran the headline in The Guardian newspaper (Oct 2009). But perhaps more significantly, Arnolfini used the opportunity to question its own motivations behind curating the project in the first place. Certainly at this time, ever more liberal cultural institutions seemed to be engaging with politics, and the politics of climate change in particular (for instance, FACT’s Climate for Change, Radical Nature at the Barbican, the Rethink shows in Copenhagen, to name only a few). So what was really going on in such initiatives? Evidently critique is an essential part of capitalist production so it should be no surprise that this is part of the culture industry too. Within the neo-liberal spaces of contemporary art, opinions not readily acceptable in other public places can be displayed but the politics can be easily contained and neutralised. Mindful of the various paradoxes in the promotion of critical art practices, Arnolfini posed a number of simple questions, beginning with ‘Who’s Recuperating Who? and then asking: What are the power relations between art, activism and cultural institutions? Who ultimately benefits from these relationships? What critical role can art and/or activism really have in a situation where any form of critique is automatically recuperated and neutralised by the mainstream? Under such conditions, what are effective strategies of opposition?

On the one hand, art appears to have lost its critical power as any form of critique is automatically recuperated; but on the other, the new situation opens up different strategies of opposition that respond to the ways in which power is organised. It is against this backdrop that a new online project by Les Liens Invisibles was commissioned to respond to the ways social media have changed the nature of the political process. In the wider culture, such claims are supported by the apparent success of various campaigns that hope to influence the outcomes of elections and in the rise of services that offer effective participation in the political process. For instance, Facebook applications such as Causes allow users to imagine the effectiveness of their political engagement by creating petitions in support of a particular cause. The ‘about’ statement expresses the ambition of no less than changing the world:

‘Facebook Platform presents an unprecedented opportunity to engage our generation, most of whom are on Facebook, in seizing the future and making a difference in the world around us. Our generation cares deeply, but the current system has alienated us. Causes provides the tools so that any Facebook user can leverage their network of real friends to effect positive change. The goal of all this is what we call “equal opportunity activism.” We’re trying to level the playing field by empowering individuals to change the world.’

Les Liens Invisibles use the tactic of over-identification with such statements and a situation where activism itself appears to have been recuperated. In the age of over-mediated democracy, Repetitionr provides a platform for activism with minimal effort, an online petition service with a difference; offering advanced web 2.0 technologies to make participatory democracy a truly user-centered experience. The success of every campaign is guaranteed as just one click is all it takes to generate a whole campaign with up to a million automatic fake signatures. The project reflects the acknowledged need for new institutional forms that challenge existing systems of governance and participatory representational structures, and in addition, that challenge the discourse of neo-liberalism in general.

If this is an example of over-identification with real existing participatory democracy, then the provocation is that we need to rethink politics and develop far better strategies and techniques of organisation. To speculate further, what Repetitionr suggests is that new publics are required to engage with and to modify the infrastructures they inhabit as an extension of the concept of the public sphere. Evidently publicness is constituted not simply by speaking, writing, arguing and protesting but also through modification of the domain or platform through which these practices are enacted. Thus the contradictions at the heart of action – between acting and being acted upon – are made more evident. According to Rancière, it is the very ‘axioms of democracy’ (of ruling and being ruled) that require rupture to open up discussion of the constitution of the subject and its relations.

Explore Re-Petitions.

Enjoy the experience of data hallucination.

http://www.repetitionr.com/

ERASMUS: Den mindst ringe vej til et halvt år i udlandet

Af Niels Holm Pedersen, Digital Design 6. semester

Det her kunne have været en artikel om Erasmusfester på diverse klubber i Paris, den “Erasmus stemning” og det sammenhold man oplever, når man studerer i udlandet. Der kunne have været en beskrivelse om forskelle mellem danske og franske universiteter, om hvor udfordrende og lærerigt det er at tilpasse sig, forstå et fremmed system eller lære sproget, men det har jeg ikke tænkt mig at skrive om. I stedet for det vil jeg skrive, om dét, der holder de fleste studerende tilbage fra alle de oplevelser, som jeg har lige nu – den åndssvage og bureaukratiske ansøgningsproces man skal igennem inden. Jeg vil forsøge at opmuntre dig kære læser til at få mod på at få søgt. Forhåbentligt tænker du efter at have læst artiklen, at det kan jeg da sagtens få flettet sammen. For det kan du. Så kan du få dine egne oplevelser i stedet for at sidde her og læse om mine.

En overset mulighed for en fantastisk oplevelse

Hvert semester udbyder fakultetet et hav af udvekslingspladser på andre universiteter i Europa gennem Erasmus-ordningen, men mange af dem bliver ikke brugt. Den plads jeg har fået her i Paris, var en restplads, der ikke var blevet søgt i første ansøgningsrunde. Da jeg startede på Aarhus Universitet, havde jeg en idé om, at jeg gerne ville studere et semester i udlandet, men jeg syntes det virkede uoverskueligt at ansøge, og jeg blev ved med at udskyde til sidste øjeblik, og det endte med, at jeg ikke fik søgt inden fristen var overskredet den 15. februar. Heldigvis blev jeg opmærksom på, at der kan søges på restplads senest den 1. oktober og jeg fik arrangeret et møde med en koordinator. Herefter gik det nogenlunde smertefrit, og lige nu nyder jeg et halvt år i Paris med flere penge om måneden end jeg har derhjemme.

Der er nok mange andre studerende, der synes, at det kunne være fedt at komme til udlandet i et halvt år, med SU og 250 euro i Erasmus stipendium om måneden. Hvis de også vidste, hvor ligetil det er at søge pladsen og eventuelt skrabe ekstra penge sammen ved at søge private fonde, ville de måske få søgt den plads.

Ansøgningen

Det kan virke uoverskueligt, når man forsøger at finde information om, hvordan en ansøgning skal skrues sammen. Det er lidt forskelligt hvilke papirer, der skal udfyldes afhængig af om man rejser ud på kandidaten eller på sit suppleringsår på bacheloren. Men det essentielle og mest vanskelige for at kunne ansøge er at sammensætte præcis 30 ECTS-points på det udenlandske universitet, som skal godkendes af Århus Universitet, inden du kan søge. Derfor koncentrer vi os kun om de 30-ECTS for denne gang. De andre få formaliteter kan du selv læse om på Universitetets hjemmeside.

De vanskelige ECTS-point

Det kræver ofte timer på værtsuniversitetets hjemmeside at finde præcis 30 points, og det er især vanskeligt, hvis hjemmesiden ikke er på engelsk. Her er google translate eller en ven med de efterspurgte sprogegenskaber nyttig. Desværre er det heller ikke altid nok, da det ikke er alle universiteter der er lige gode til at udbyde information om kurser og ECTS point på deres hjemmesider. Her kan det betale sig at være lidt aggressiv og ringe til værtsuniversitetet og bede dem om at maile de efterspurgte dokumenter. Hvis de virkelig vil være unyttige, så få din koordinator til at rykke for papirerne. De kurser du finder, skal godkendes af Århus Universitet for, at du kan søge om pladsen. Her er det vigtigt at notere, at de kurser, du finder, godt må være kurser, universitetet har holdt tidligere, og altså før du vil studere på universitetet. Ofte offentliggør universitetet først de kurser du kan følge, efter du har søgt, og derfor kan din sammensætning kun være et udtryk for, hvad du har planer om. Hvis kurserne ikke bliver oprettet, så finder du bare et andet, når du ankommer. Da jeg kom til Paris, ændrede jeg halvdelen af de kurser, jeg oprindeligt havde tænkt mig at følge. Virkeligheden er heldigvis ikke så struktureret som en ansøgning, og alting har været meget fleksibelt, efter jeg ankom.

Så se nu bare at få lavet den ansøgning med de midler, der er til rådighed, så falder det hele på plads af sig selv efterfølgende.

Franske fortællinger

Ok, du får alligevel en lille historie om mine oplevelser i Paris. Jeg bor i en lille lejlighed ud til Canal Saint-Martin. Området blomstrer med unge mennesker og caféer. Inden vi tager i byen om torsdagen, mødes vi og drikker øl ved kanalen. Jeg har lært mere fransk end jeg forventede. Det kommer hurtigt, når man er tvunget til at snakke det hver dag. Det er en oplevelse at genkende flere og flere ord, på samme måde som det er en oplevelse at genkende steder i byen. Jeg har fået gode venner fra hele verden, som jeg vil besøge efter mit ophold er slut, så det slutter ikke her i Paris.

Send flere penge -hilsner fra Revelstoke, BC

Af Marie Jensen, Medievidenskab 8. semester

I skrivende stund har jeg tilbagelagt lidt over halvdelen af et længere udlandseventyr, som har kostet mig en storetånegl, i omegnen af 20 blå mærker, et konditionstjek og ikke mindst et års forsinkelse af min igangværende uddannelse. Men hvad gør man ikke for i fire måneder at kunne skifte hjemmeadressen i 8200 Århus Nord ud med Revelstoke, British Columbia?

Jeg udlever for tiden en mangeårig drøm, hvilket placerer mig i det snehvide Canada. Her har min bedre halvdel og jeg slået os ned for at prøve kræfter med det frie liv og ikke mindst de utæmmede canadiske bjerge. Det betyder også, at vi begge har måtte sige midlertidigt farvel til studierne, for mit vedkommende Medievidenskab, som ellers skulle have været afsluttet til sommer.

Det er næsten på sin plads…

…at forklare, hvor og hvordan det hele startede. Planerne om at pakke kufferterne og stikke af fra studielivet kan såmænd spores tilbage til en lettere brandert en sen nattetime på Roskilde Festival anno 2008. Her fandt jeg nemlig, efter min egen overbevisning, den perfekte åbning til at plante ideen om at rejse et halvt år til drømmedestinationen Canada. Nu er jeg en af de sikkert mange mennesker, som har for vane at lægge relativt urealistiske planer, så snart der kommer lidt alkohol på bordet. Planer, der sjældent bliver ført i mål. Heldigvis kan jeg nu med stolthed sige, at jeg i det mindste én gang har gennemført en god (fuldemands-) ide; for her sidder jeg i lille Revelstoke BC omringet af snedækkede bjergtinder.

Frihed kommer ikke billigt

Når man beslutter sig for at bosætte sig i det nordamerikanske kontinent for at nyde lidt over fire måneders frihed og dermed kan vinke farvel til et let tilgængeligt tre måneders turistvisum, bliver ens muligheder for opholdstilladelse pludseligt indskrænkede. Hvis man oveni planlægger at indtræde på det canadiske arbejdsmarked, skal man have de rigtig tunge argumenter frem. Det tog derfor sin tid at få styr på visumregler, regler om arbejdstilladelse og hvad der ellers findes af ugennemsigtige regler, før rejsen for alvor kunne tage form. Et af de bærende krav for en arbejdstilladelse, som inkluderer visum, er, ironisk nok, en sund økonomi. Lige i den studerendes ånd. Det krævede derfor hårdt arbejde og en enkelt misset eksamen at få skrabet midler nok sammen til, at min bankrådgiver kunne sige god for min økonomis rækkevidde og den canadiske ambassade kunne give grønt lys for mit ophold. Det skete langt om længe, arbejds- og opholdstilladelsen kom i hus, og set i bakspejlet var udfordringen nok meget sund for mig. Men hvorfor ikke fortælle lidt om, hvordan livet så er, når man er midt i det hele, når man bor i en bjerglandsby med 8.000 indbyggere og ens kæreste ejendom er et liftkort med påskriften ”season 2009/2010”.

Ski, ski, ski

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det allerhelligste formål med at bosætte sig midlertidigt i Canada hele tiden har været at stå på ski, ski, ski. Det canadiske pudder og de uforglemmelige nedkørsler er noget, man som skiløber bliver tudet ørerne fulde af og uundgåeligt bliver draget af før eller siden. Undertegnede, selvfølgelig, inkluderet. De første tre måneder i Revelstoke er nu tilbagelagt, to af dem med sne, og jeg kan nærmest kun græde over, hvor hurtigt tiden går, når man lever det søde liv. Den canadiske mentalitet er meget lig den danske, så udover at man kun kan prise sig lykkelig for de muligheder, den canadiske natur byder på, er det også meget let at føle sig hjemme her. Da vi først kom til byen, blev vi modtaget med smil og åbne arme og efter kun to dage som hostel-backpackere fandt vi os en fin lille kælderlejlighed, som er blevet delt sammen med en endnu skientusiast. Det hjælper selvfølgelig også på følelsen af hjemlighed.

Hvad kan krydses af på (ønske)listen

To måneder i Canada byder selvfølgelig på en del oplevelser, og der er nu også en del ting, jeg kan krydse af min (ønske)liste. Når det kommer til skiløb, sværger Canadiere til offpistens urørte sne, og af den grund fylder de planerede nedkørsler også kun omkring halvdelen af skiområdet her i Revelstoke. Til gengæld kan jeg nu krydse canadisk pudder og utallige offpiste-ture af min liste. Det tog dog sin tid at vænne sig til at færdes under forhold, som ofte inkluderer lavinefare, konditionskrævende vandreture i sneen og hældninger udover det sædvanlige. Men jeg kan nu ærligt sige, at jeg kommer hjem to meter højere, end da jeg tog af sted. Desværre bliver mine ellers årlige skiture til Norge og Sverige nok aldrig helt de samme igen. Endnu en skioplevelse, som er blevet føjet til ønskelisten under opholdet her i Revelstoke, og som jeg nu også kan sætte kryds ud for, er en backcountry tur på ski. Som født ind i en langrendsglad familie ligger det mig ikke helt fjernt at begive sig ud i naturen med et par ski som transportredskab. Alligevel er en backcountry tur en af de hidtil mest krævende ting, jeg har foretaget mig. Kort fortalt går det ud på at finde et passende bjerg, spænde et par alpinlignende ski på fødderne og derefter klatre opad indtil man finder det helt rette sted at køre ned igen. Naturoplevelsen er uvurderlig og den ene nedkørsel, man får på en dag, føles mere end fortjent. Hatten af for en af vores canadiske bekendte, som agerede backcountry-guide for en dag.

Udover at være en skination er Canada også den måske største ishockeynation i verden. Derfor kan jeg som en sidste stor ting nu også krydse min første ishockeykamp af ønskelisten – som tilskuer vel at mærke. De lokale ishockeyhelte er også blevet mine helte, og jeg har mere end én gang været at finde på tilskuerpladserne, når Revelstoke Grizzlies har foldet sig ud på isen. Man får hurtigt smag for den canadiske nationalsport.

Lidt sidste rejseklicheer

Det kan være svært at sætte ord på de oplevelser, man får, når man lader hverdagen ligge og begiver sig ud i verden. Som studerende i Danmark har jeg heldigvis haft friheden til at udleve en drøm, som længe kun har været på tegnebrættet. Og selvom det har kostet en del at komme hertil, har det i sidste ende været alle anstrengelserne værd, og lidt mere til. Så kan det godt være, at jeg fælder en tåre eller to, når mine medstuderende til sommer kan holde dimensionsfest på dimensionsfest som resultat af deres hårde arbejde. Jeg holdt i stedet fri, men vender forhåbentlig styrket tilbage. Send flere penge! Hilsener fra Revelstoke, BC.

Faktaboks

Vores rejse-blog: http://marie-villars.blogspot.com/

SU-kontoret i Århus: http://www.au.dk/da/adm/sukontor

Information om visum og arbejdstilladelse i Canada: http://www.visabureau.com/canada/working-holiday.aspx

FILM: Submarino

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

I slutningen af 90’erne blev en film ved navn Festen udsendt i biografer verden over. Filmen blev en gigantisk succes, og introducerede filmindustrien for dogme-begrebet. Bag filmen stod instruktøren Thomas Vinterberg, som via Festen stod til at kickstarte en sand storkarriere inden for film. Vinterberg formåede dog aldrig at følge op på den store succes, som Festen affødte. I stedet blev det til en lang række film, som mildest talt blev lunkent modtaget af den brede filmverden.

Comeback

Med Submarino er Thomas Vinterberg dog vendt tilbage til det, han i sin tid viste stor flair for med Festen. Væk er de kringlede historier, omhyldet med tung symbolik og kringlede tematikker. Væk er den eksperimentelle visuelle side, som gennemsyrede mange af Vinterbergs film efter Festen.

I stedet er Vinterberg vendt tilbage til det vigtigste (ifølge ham selv); nemlig den gode historie samt det gode skuespil.  Submarino markerer, for mig at se, Vinterbergs store comeback til filmindustrien.

Imponerende skuespil

Filmen handler om to brødre, som gennemgår en skæbnesvanger oplevelse i deres barndom. Denne oplevelse forfølger drengene gennem deres liv indtil vi, biografseerne, bliver introduceret for brødrene i deres voksne version. Allerede her støder vi på en af filmens helt store styrker. Jakob Cedergren og Peter Plaugborg er begge utroligt velcastede som de to brødre. Særligt Cedergren imponerer stort som storebroderen Nick. Man føler virkelig med ham hele filmen igennem på trods af hans noget hårde ydre. Udover de to hovedroller føler jeg mig forpligtet til også at nævne Gustav Fischer Kjærulff som spiller sønnen til Nicks lillebror (man får aldrig lillebroderens navn at vide). Kjærulff formår på imponerende vis at holde publikum på kanten af biografsædet, hver gang han deltager i en af de hårde scener involverende ham selv og hans, i filmen, stof-afhængige far.

Typisk Vinterberg

Ud over de stærke skuespilspræstationer er det også værd at knytte en kommentar til selve plottet. Historien, som er hentet fra bogen af samme navn, er på mesterlig vis blevet overført til filmmediet. Der er tale om en meget dragende fortælling, som indeholder nogle velkendte Vinterberg-temaer som misbrug, forældresvigt og generelt den mere mørke side af livet. Temaerne virker dog aldrig påmast filmen, men føles derimod som en helt naturlig side af historien. Man er i bund og grund ”underholdt” hele vejen, og undertegnede sad aldrig og sukkede efter at minutterne bare ville gå, så filmen kunne blive færdig.

På den visuelle front leverer filmen også en del godbidder. Særligt de mange nærbilleder af de to hovedkarakterer (Nick og hans lillebror) er meget stærkt udført. Filmen har generelt et noget langsomt tempo, hvilket også understøttes af diverse lange indstillinger, hvor der øjensynligt ikke sker meget. Hvor man skulle tro, at det langsomme tempo ville virke distraherende og som en kilde til kedsomhed, er der dog tale om, at tempoet passer perfekt til filmens mørke tematik og opbygning.

All in all

At filmen alligevel ikke får den store topkarakter, på trods af de mange positive elementer, skyldes, at filmen til tider synes at miste fokus på det, der virkelig betyder noget for historien. Der er visse steder filmen igennem, hvor man føler, at enkelte scener godt kunne være blevet cuttet fra, da de ikke synes at gøre det store for hverken historiens opbygning eller temaer.

Alt i alt er Submarino dog stadig en fremragende film og kan ses som en lille perle i strømmen af middelmådighed, som dansk film ifølge denne anmelder er inde i. Ønsker man et rigtigt godt drama-sus, og er man ikke bange for at blive konfronteret med den mere mørke side af vores tilværelse, så kan Submarino varmt anbefales.

Karakter 5/6 stjerner

Faktaboks

Instruktion:       Thomas Vinterberg

Medvirkende:    Jakob Cedergren, Peter Plaugborg og Gustav Fischer Kjærulff

Produktionsår:  2010

Længde:           113 min.

Land:                Danmark

Sprog:              Dansk

Genre:              Drama

Vind et kitesurfing-kursus

Send os en mail på imvblad@gmail.com og være med i lodtrækningen om to gavekort til et kitesurfingkursus!

Kitesurfing – til vands og i luften

Af Pernille Christiansen, Medievidenskab 2. semester

Med en kystlinie på over 7.000 kilometer har Danmark de ideelle rammer for al vandaktivitet, og under de danske himmelstrøg eksisterer således optimale betingelser for den relativt nye sport; kitesurfing. Tidligere surferfaring er ikke en nødvendighed for at kunne kitesurfe, og jeg er derfor taget til Ebeltoft for at prøve kræfter med den populære vandsport.

Elementernes magt

Uden nogen fornemmelse for hvad der er op og ned, oversømmes jeg af det salte havvand, mens jeg forvirret prøver at manøvrere kiten over mit hoved ved at trække tilfældigt i barren, som er fastgjort til min trapez. Med en kraft der er umulig at kæmpe imod, bliver jeg trukket gennem vandet, og for en kort stund lader jeg mig overgive til naturens enorme kræfter, inden alt pludselig bliver stille.

Forvirret prøver jeg at orientere mig og finder snart min kite liggende gennemblødt i den krusede havoverflade. Mit trofaste board sidder endnu på mine fødder, og i knæhøjt vand står min instruktør med et opmuntrende smil om munden. Stakåndet og tappet for al energi kommer jeg igen på benene, sætter kiten i luften og tager en dyb indånding, inden jeg på ny giver mig i kast med naturens kræfter.

Op på boardet… igen

”Lav rolige 8-taller med din kite,” lyder opfordringen for tiende gang fra min tålmodige kitesurfinginstruktør. Med tungen lige i munden forsøger jeg at følge instrukserne, men endnu engang må jeg erkende, at det ikke er helt let at balancere mellem vindens styrke, vandets kræfter og de tre livlige liner, der forbinder min barre med den kraftfulde kite over mit hoved.

Idet jeg kigger mig omkring, mødes mit blik af en håndfuld andre knoklende nybegyndere, som på trods af deres besvær er storsmilende og håbefulde. Gode råd udveksles på kryds og tværs af det lille hold, der i dag er taget til Ebeltoft for at deltage i et af de kurser, der hver uge afholdes af Århus Kiteskole. Skolen ledes af to brødre, der begge har kitesurfet siden ekstremsporten gjorde sit indtog i Danmark i begyndelsen af år 2000, og de mange års erfaring har skabt en velrenommeret og populær skole.

Begyndervenlig bugt

Kurset foregår i en lille bugt kun få kilometer fra Ebeltoft, og naturforholdene her skaber et perfekt kitesurfingspot for nybegyndere. Bølgerne forekommer kun i små mængder og i overkommelige størrelser, og vandstanden bliver sjældent mere end en halv meter, hvorfor man selv i god afstand fra kysten kan forsøge at mestre den store kite uden samtidig at skulle træde vande.

På trods af de begyndervenlige forhold indledes kurset alligevel med, at vi gennemgår en række sikkerhedsforanstaltninger, som uafviseligt skal overholdes inden vi giver os i kast med den store kite. Den første time bruges således på at flyve en lille kite på stranden, indtil vi mestrer at holde dragen i konstant bevægelse uden at miste kontrollen. Da denne færdighed er opnået, trækker hele holdet i våddragter for derpå hver især at blive koblet på en barre med tilhørende kite, og mens solen langsomt kommer til syne i horisonten, vandrer vi nu alle ud i det salte havvand. Mens jeg mærker adrenalinen pumpe heftigere og heftigere gennem min krop, bevæger jeg mig længere væk fra kysten.

Kontrollerbart udstyr

Den sikkerhedsinstruks, som jeg under introduktionen har hæftet mig mest ved, består i, at jeg, hvis jeg oplever mangel på kontrol, skal slippe min barre. Dermed føres kiten i en neutral position. Med anvisningen konstant liggende i baghovedet, priser jeg mig lykkelig for at hensynsfulde producenter har taget sig tid til at udvikle sådanne idiotsikrede systemer, og langsomt samler jeg derfor mere og mere mod.

Sikkert og kontrollerbart har udstyret dog ikke altid været, og for blot få årtier siden brugte man således reservedele fra motorcykelbremser som styrepinde for kiten, hvilken ligeledes var fremstillet af beskedne materialer. Med årene er der dog sket en markant udvikling, og i dag udbydes således kites i alverdens størrelser og former samt til varierende formål og niveauer. De moderne drager er yderst kontrollerbare, idet de besidder en neutraliseringsfunktion, som gør, at kiten uden anstrengelser kan tæmmes og føres over i en neutral og upåvirket position – en funktion som jeg gang på gang priser mig lykkelig for.

Et hav af muligheder

Moderniseringen af kitesurfingudstyret har tilmed medført, at det nu er muligt at justere en række anordninger på kiten, således at hver enkelt kitesurfers behov og færdigheder tilgodeses på bedste vis. Dette foregår blandt andet ved at ændre den vinkel, i hvilken vinden rammer kiten, således at en stor berøringsflade med vinden for eksempel resulterer i øget kraft og højere hastigheder. Tilmed kan kitelinernes længde og kitens størrelse varieres, hvilket erfarne kitesurfere gør regelmæssigt i forsøget på at tilpasse sig de herskende vejrforhold.

Sjov ekstremsport

Kiteudstyrets utallige mekanismer skaber altså et hav af muligheder for de kompetente kitesurfere, som netop nu begynder at strømme til den ellers begyndervenlige bugt, hvor jeg befinder mig denne lørdag formiddag. Mens jeg selv famler med min kite, kan jeg derfor ikke undgå i små perioder at lade mig løsrive fra mine gøremål for måbende at følge de dygtige kitesurfere i deres dans henover vandet. Godt tilbagelænet suser surferne af sted for enkelte gange at opbygge så meget fart, at de kan hæve sig over vandoverfladen, hvormed der skabes plads til en enkelt salto eller to, inden det strømlinede board igen berører det salte havvand for at carve videre i en ren og kontrolleret bevægelse.

Imponeret som jeg er over de dygtige surfere, der omslutter mig fra alle sider, glemmer jeg for en kort stund mit tidligere besvær, og med fornyet blod på tanden sætter jeg gang i min kite for at slutte mig til de frygtløse kitesurfere. Med et fast greb om barren lader jeg min kite skære to skarpe 8-taller i den friske havluft, inden jeg fører dragen mod højre for at begynde min diagonale bevægelse over vandet. Min kite accelererer, og med et pludseligt ryk letter jeg fra havoverfladen, mens jeg mærker, hvordan boardet under mine fødder skærer sig gennem det rene havvand. Et selvtilfredst smil breder sig omkring min mund, og dér sidder det fortsat, da min kite efter få sekunder lander i havoverfladen med et brag, hvorpå jeg snart befinder mig et virvar af salte bølger, sand og indviklede kiteliner.

Turen er kort, men fornøjelsen er stor, og det er en dejlig fornemmelse at mærke, at det hele – vinden, boardet, kiten og min balance – går op i en højere enhed.

Kitesurfing-ordbog

Kite: Den drage, som fastgøres til barren, og som trækker surferen hen over vandet.

Trapez: Om livet har surferen fastgjort et bælte, den såkaldte trapez, hvortil barren fastgøres.

Board: Det bræt surferen står på, når der sejles hen over vandet kaldes et board.

Barre: Den styrepind, som fastgøres til surferens trapez, og som via lange liner kan trække i kiten.

Faktaboks

Netadresse: www.aarhuskiteskole.dk

Mail: aarhuskiteskole@gmail.com

Telefonnr.: 51 50 63 32

Sæson: Fra marts til november

Pris: 1·5 timer: 950 kroner, 2·5 timer: 1.495 kroner, 3·5 timer 1.995 kroner

Forsker-Podcast med Poul Erik Nielsen

Så er vores anden forsker-podcast tilgængelig på kontekst.it. Denne gang fortæller forsker Poul Erik Nielsen om sine udenlandske medieprojekter, der som regel har været en del af vestlig støtte til demokratiseringsprocesser i udviklingslande eller postkommunistiske lande.

Poul Erik Nielsen undersøger medier og kommunikationens rolle i politiske, kulturelle og sociale forandringsprocesser, og han har blandt andet studeret de ændringer, der sker i et relativt isoleret samfund, når der kommer lokalradio og andre nye kommunikationsformer.  

Foruden at sende studerende i praktik i udlandet vejleder Poul Erik Nielsen pt. to specialestuderende inden for emnerne ”Communityradio i Nepal” og ”Politisk kommunikation i det sydlige Afrika”.