IMV-bladet Kontekst

BOG: Den gode præsentation

Af Pernille Christiansen, Medievidenskab 2. semester

Når den gode idé skal sælges eller eksamensbeviset hives i land, spiller den mundtlige fremstilling af stoffet unægtelig en vigtig rolle. Linda Greves Den gode præsentation fra 2010 giver et afsæt til at kaste mundtlige trumfer på bordet, overbevise tilhørere og præsentere kompleks viden på en forståelig måde.

Et indblik i retorikken

Retorikken er en rigt facetteret størrelse, som kan imponere i sin flotteste facon og sælge i sin overbevisende form, og det er især det sidste element, der behandles i den netop udkomne Den gode præsentation af cand.theol., retoriker og journalist Linda Greve. Bogens første to kapitler er primært introducerende og perspektiverende og derfor ikke handlingsorienterede. Til trods for, at kapitlerne ikke giver nogle konkrete værktøjer til den læser, der har brug for akut hjælp til at udarbejde en mundtlig præsentation, er begge afsnit vægtet højt i det samlede regnskab, men bogens første tredjedel er da heller ikke irrelevant på nogen måde. Her får læseren blandt andet en spændende introduktion til retorikken og dens historie, som den strækker sig fra Aristoteles over Cicero til Kant og Descartes, vi indvies i interessante kommunikationsteoretiske paradigmer, og samtidig præsenteres vi for metaforikkens fantasifulde billedverden.

En bred appel

På baggrund af det teoretiske fundament, som gives i bogens første to kapitler, behandler Linda Greve i bogens videre forløb en række praktiske teknikker og metoder. Disse er målrettede erhvervs- og universitetsfolket, og i forordet understreges således, at bogen ikke kan bruges som støtte i forbindelse med festtaler. Håndbogen er derimod udarbejdet med den overbevisende elevatortale for øje, og som det understreges i bogens pressemeddelelse, er kernemålgruppen studerende, forskere og undervisere såvel som sygeplejersker, kommunikationsmedarbejdere og politikere. Linda Greves appel til så bred en skare har imidlertid den konsekvens, at bogen ikke går helt i dybden med hver enkelt faggruppes behov. Bogen arbejder på succesfuld vis med fællesnævnerne for alle lige fra studerende til politikere herunder blandt andet brainstorming, opbygning af præsentationen og disponering af argumentationen, mens aspekter som det at lære fra sig ikke umiddelbart synes vedkommende for den studerende. Som repræsentant for sidstnævnte målgruppe savner jeg derfor, at præsentationsteknikkerne kobles direkte til eksamenssituationer, så der ikke efterlades nogen tvivl om eksempelvis det faktum, at læring er et vigtigt aspekt, ikke blot når undervisere står foran et fyldt auditorium, men også når en nervøs eksaminand skal kigge censor i øjnene.

Fokus på forberedelse

Til trods for den brede appel, formår Linda Greve alligevel at gøre indholdet interessant, og der er ingen elementer af bogen, der synes fuldstændig uvedkommende. Fokus virker meget velvalgt, og mens faktorer som den fysiske optræden herunder mimik og stemmeføring er nedtonet, arbejdes i højere grad med dels det sproglige som metaforer, epiforer og anaforer og dels forberedelsen herunder brainstorming, sparring og målgruppedefinition. Linda Greve har mange gode pointer undervejs, og hendes rationale for at udskifte begreberne ”afsender” og ”modtager” med ”taler” og ”lytter” kan uden tvivl kommer mange til gode. Her argumenteres for, at taler og lytter gensidigt bærer ansvar for kommunikationen, hvorfor det er lige så vigtigt for taleren at være klar over lytterens hensigt med at deltage i præsentationen, som det er at være bevidst om talerens egen hensigt med sin henvendelse. Desuden tager Linda Greve også fat på den visuelle del af præsentationen og introducerer sine læsere for blandt andet sprog, opsætning og disponering på PowerPoints. Den gode præsentation tager således højde for mange aspekter af den mundtlige fremstilling, og læseren sidder tilbage med en række brugbare og handlingsorienterede systemer.

En god præsentation

Linda Greves forståelse for det at systematisere en henvendelse smitter tydeligvis af på bogen, som er meget overskuelig og logisk opbygget. Bogens kronologi følger Aristoteles’ klassiske retorik, og kapitel tre til syv arbejder trin for trin med begreberne inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio. Hvert af disse begreber uddybes med enkle modeller og illustrationer, og desuden opstilles regelmæssige punkter med spørgsmål og overvejelser, som er vigtige at forholde sig til. Den gode organisering af stoffet, gør det i øvrigt muligt at bruge bogen som opslagsværk, idet læseren ikke konstant er nødsaget til at konsultere tidligere kapitler for at skabe mening.

Brugbare studieteknikker

Nogen nytænkning er bogen ikke, og både Toulmin og Aristoteles er behandlet i utallige andre sammenhæng, men hvis du ikke allerede er i besiddelse af en håndbog om præsentationsteknikker, er Linda Greves Den gode præsentation bestemt værd at anskaffe. Den er forståelig og hurtigt læst, og samtidig giver bogen en grundig vejledning i det at udarbejde en mundtlig fremstilling. På trods af den lidt brede appel, henvender bogen sig fint til studerende, som med stor sandsynlighed kan optimere deres studieteknikker ved hjælp af Linda Greves udgivelse.

Faktaboks

Forlag:        Samfundslitteratur

Bestil via:    www.samfundslitteratur.dk

ISBN:           978-87-593-1431-9

Omfang:     198 sider

Pris:            228 kroner

Udgivelse:  25. januar 2010

FILM: The men who stare at goats

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

“The men who stare at goats” er et af de sidste nye skud inden for komediegenren, og den har egentlig en del glimrende elementer. Ultimativt formår filmen dog ikke at hæve sig over feltet af middelmådige komediefilm. Filmen centrerer sig omkring journalisten Bob Wilton (spillet af Ewan McGreagor), der drager på eventyr efter en stor historie. På hans rejse møder han Lyn Cassady (spillet af George Clooney), som hævder at tilhøre en eksperimental afdeling i den amerikanske hær. Denne afdeling træner efter sigende ”Jedi knights”, som ifølge Cassady er mennesker med overnaturlige psykiske kræfter. Stifteren, Bill Django, af denne noget mærkværdige gruppe, er forsvundet, og det er Cassadys mission at finde ham igen.

Speciel fortællestruktur

Filmen former sig hurtigt som lidt af en ”road-trip movie”, hvor Bob og Lyn lærer hinanden bedre at kende, efterhånden som de kommer tættere på deres mål. Filmen er dog opbygget på en lidt anderledes måde end den traditionelle road-trip komedie. Ud over Bob og Lyns hovedmission, som er at finde Bill, går meget af filmens screen-time med at forklare om den mærkelige gruppe, som Lyn er medlem af. Dette gøres via diverse flashback-scener, som forekommer med jævne mellemrum igennem filmen. Der er dermed tale om, at filmen er delt op i to historier. Den ene omhandlende Bob og Lyns rejse, den anden handler om Lyns oplevelser i den mærkelige gruppe bestående af mennesker med overnaturlige kræfter. Filmen skal have ros for at forsøge sig med en lidt anderledes tilgang til den traditionelle kontinuitets-fortælling, men samtidig ligger et af filmens hovedproblemer i denne todelte fortælling. Flashback-sekvenserne af Lyn, der undergår træning i den førnævnte gruppe, kommer hurtigt til at virke halvkedelig og underligt tam i forhold til den noget sjovere oprindelige historie. Det bliver dermed et lille irritationsmoment når Bob og Lyns eventyr gang på gang bliver afbrudt af den lille sidehistorie.

Starter godt, slutter skidt

Med hensyn til håndtering af selve komediedelen klarer filmen det egentlig fint. Flere gange måtte biografpublikum og jeg selv gribe os i at grine højlydt, hvilket jo på sin vis er en af komediens fornemmeste opgave. Specielt startscenen er rigtig sjov og dejligt anderledes, men den vil jeg ikke afsløre her. Både Clooney og McGreagor er sjove som henholdsvis Lyn og Bob og kemien er glimrende mellem de to skuespillere. Dog bliver filmen mindre morsom hen imod slutningen, hvor de store grin udebliver. Her kunne man godt savne et manuskript med en sjovere og mere helstøbt slutning.

All in all

Filmen er til tider rigtig sjov, og der er tale om gode præstationer fra de to hovedrolleindehavere. På trods af disse positive elementer, rejser filmen sig dog aldrig over feltet af middelmådige komedier. Med en bedre sidehistorie og lidt flere sjove scener kunne filmen være blevet rigtig god. Slutresultatet bliver dog en mellemvare, som godt kan anbefales for fans af denne type film, men så heller ikke mere.

Karakter: 3/6 stjerner

Faktaboks

Instruktion:       Grant Heslov

Medvirkende:    George Clooney, Ewan McGregor, Jeff Bridges, Kevin Spacey,                                Stephen Lang, Robert Patrick, Waleed Zuaiter

Produktionsår:  2009

Længde:           94 min.

Land:                USA

Sprog:              Engelsk

Genre:              Komedie

FILM: Nine

Af Mikkel Lund, Medievidenskab 2. semester

Er du til smuk iørefaldende musik, storslået scenografi og flot koreografi så er film-musicals nok ikke et ukendt begreb for dig. Filmen ”Nine” er en musical, der forsøger at udnytte alle de overnævnte elementer, dog uden den helt store succes. Hvad er det, der går galt for ”Nine”, selvom den har sine grundtrin på plads? Læs videre og find ud af det.

Spændende/uinteressant plot

Ja, overskriften kan måske virke noget selvmodsigende, men det er ikke desto mindre, hvad jeg følte da jeg trådte ud af biografmørket. Filmen centrerer sig omkring den italienske filminstruktør Guido Contini (spillet af Daniel Day-Lewis). Contini skal inden for kort tid begynde optagelserne til sin nye film, men er ude af stand til at finde den nødvendige inspiration grundet en stor kunstnerisk og personlig krise. For at overkomme krisen søger Contini hjælp hos de mange forskellige kvinder i hans liv. Heriblandt hans kone, elskerinden, den fortrolige, en amerikansk modejournalist, en skøge fra hans ungdom og hans mor.

Plottet synes oplagt til en rørende musical, der fortæller historien om en mand, som gennemgår sit livs krise og samtidig ser sit livsværk – både på et kunstnerisk og personligt niveau – smuldre. Dog formår historien aldrig at blive rigtig spændende, og jeg sad selv tilbage med en fornemmelse af, at dette umuligt kunne være alt, hvad filmen havde at byde på. Plottet holder sig på det jævne, hvilket er en skam, da der var potentiale til mere.

Fremragende hovedrolle

Af de forskellige skuespillere er det, ikke overraskende, Daniel Day-Lewis, der gør det bedst. Manden er simpelthen en fantastisk skuespiller. I rollen som Contini stjæler han alle scener, han deltager i, og resten af rollebesætningerne blegner i forhold til Day-Lewis. Ene mand formår Lewis at give filmen en snært af det ”star quality”, som en film skal besidde for at blive rigtig god. Beklageligvis er det ikke nok til at gøre filmen til den fremragende musical, man havde håbet på at se.

De forskellige musikalske numre og dansekoreografier holder sig generelt på det jævne. Ikke dårlige, men heller ikke fremragende. Der var et par enkelte numre, udført af Day-Lewis, som efter min mening var rigtig gode, resten er ikke nævneværdige. Filmen begrænser desuden sig selv ved at benytte de samme kulisser til næsten samtlige numre. På trods af at der er tale om ganske smukke kulisser, bliver det hurtigt trivielt at se på det samme igen og igen.

All in All

For die-hard-fans af musical-film mener jeg, at ”Nine” er værd at tage ind og se. Hvis man derimod ikke kender det store til ”genren”, er dette nok ikke lige filmen, der vil være startskuddet til en ny favorit-genre. Filmens store plus er og bliver Daniel Day-Lewis, som endnu engang leverer en fortrinlig præstation. Ellers er der ikke det store at skrive hjem om, og på trods af en glimrende idé og et stort potentiale, bliver filmen aldrig rigtig god.

Karakter: 3/6 stjerner

Faktaboks

Originaltitel:      Nine

Instruktion:       Rob Marshall

Medvirkende:    Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Penélope Cruz,                                              Nicole Kidman, Judi Dench, Kate Hudson, Sophia Loren

Produktionsår:   2009

Længde:             118 min.

Land:                  USA

Sprog:                Engelsk

Genre:                Drama

Sjælesøgning og sure tæer

Af Stine Bach Mikkelsen, Medievidenskab 2. semester

Universitetsliv er næsten blevet synonymt med stress, men Kontekst har fundet en løsning: Yoga. Luk bøgerne, læg overstregningstuschen til side og smid i stedet sokkerne, når overblikket forsvinder, og trætheden melder sig.

Hunden og træet

I samme sekund som den store viser passerer tolv, skubber jeg døren op til Ashtanga Yoga Shala og vælter forpustet ind i yogaskolens lille reception. Duften af røgelse kommer mig øjeblikkeligt i møde, og mens jeg forsøger at få samling på mig selv, smider jeg sko og strømper og bliver så guidet ind i den hvide sal, hvor måtterne allerede er lagt ud i to sirlige rækker. Jeg lister hen over det knirkende trægulv og når lige at placere mig, da der fra salens ene ende lyder: ”Vi starter med hunden.” Forvirret kigger jeg mig omkring for at finde ud af, hvilken øvelse, der gemmer sig bag det ret uhøjtidelige navn, og da alle omkring mig planter føder og hænder i gulvet og stikker bagdelen i vejret, følger jeg trop. Fra hunden går vi videre til træet og føres så igennem den klassiske solhilsen, som minder mig om, hvor stiv og rusten min krop er efter en lang dag i et solafskærmet auditorium.

Et afbræk fra studierne

Regelmæssigt kigger jeg rundt på de andre, som med deres røde kinder og koncentrerede blikke ligner en armé af kampklare yogier, der er parate til at kaste sig over den næste udfordring. Med tungen lige i munden former jeg min krop i s-, v- og h-kurver og krænger mig rundt i den ene knoglekvasende øvelse efter den anden, og jeg bliver hurtigt klar over effekterne af Ashtanga Yoga. Yogaformen stammer fra Indien, men er blevet udbredt til store dele af verden, hvorfor rigtig mange efterhånden har fundet vejen til. Dyrkelsen af Ashtanga Yoga har et utal af fordele for både krop og sjæl: Der skabes en fysisk, psykisk og spirituel balance, og man lærer at fokusere og balancere, mens man samtidig toner krop og sind.

Jeg kan hurtigt nikke genkendende til det faktum, at yoga skaber tilstedeværelse i nuet samt ro i sindet. Den afstressende virkning og letheden i kroppen skaber samtidig et humørkick, og fordelene stopper ikke her: Ashtanga Yoga benyttes også som en motionsform, hvor kroppen bliver styrket og smidiggjort, idet hver muskel i kroppen bliver udstrakt og berørt. Mange har den forestilling, at yoga er for de lidt spirituelle typer, men den forestilling kan jeg hurtigt afvise, for omkring mig står en mangfoldig flok af yogaudøvere i alle aldre og med forskellige interesser. Især deltager mange studerende i undervisningen, og det giver da også uden tvivl et afstressende afbræk fra de tørre studier og de tunge bøger.

Alle kan være med

Ashtanga Yoga Shala tager da også hensyn til de mange studerende, som deltager i yogaundervisningen. Der gives studierabat på 10 %, og derudover gives der 30 % rabat på ekstra kurser, man tilmelder sig. På yogaskolen har man virkelig skabt rammerne for en god og afstressende oplevelse, og ved indgangen er der blandt andet en hyggekrog, hvor man efter træning kan afstresse yderligere med en kop te og et godt yogamagasin. Stedet og undervisningen er professionel, og de to indehavere af Ashtanga Yoga Shala rejser jævnligt til Indien for at deltage i kurser og suge til sig af yogakulturen. Engang imellem tilbydes desuden workshops med undervisere udefra.

Yogaudøvere på alle niveauer kan komme i Ashtanga Yoga Shala, og der tilbydes undervisning på tre niveauer; begynder, guidet og mysore. Det er altså muligt at udvikle sig hele livet, og man behøver derfor ikke se yoga som et fast ståsted. Måske har man et mål om at udvikle sig til at kunne lave de sværeste yogastillinger, og disse mål kan blive fuldført i Ashtanga Yoga Shala.

Afstresning der virker

”Nu skal vi slappe af i hele kroppen,” siger vores yogalærer efter en times træning. Mens lyset dæmpes, lægger jeg mig godt tilrette på min måtte og putter mig under et rødt tæppe. Jeg mærker, hvordan blodet strømmer rundt i min krop, som er varm og træt på en hel anden og meget mere behagelig måde end tidligere. Ud af højttalerne strømmer rolige no-stress toner, og da jeg kigger omkring for at aflure nogle tricks hos mine mere erfarne sidemakkere, ser jeg hvor salig og afslappede de alle ser ud. Jeg forstår hvad øvelsen går ud på, lukker øjnene og koncentrerer mig om at passivisere min krop – og det viser sig at være lettere, end jeg troede. For to minutter senere slår jeg forvirret øjnene op, opdager at jeg for en kort stund er døset hen, og ser mig hurtigt omkring, som en skoledreng, der bliver taget i at skrive efter sidekammeraten i matematik. Det ser ikke ud til, at der er nogen, der har lagt mærke til mit mentale sidespring, og mens min yogalærer tænder lysetm kommer jeg hurtigt på benene.

Da jeg igen står i yogaskolens reception fem minutter senere, forstår jeg, hvorfor celebrities som Jennifer Aniston, Madonna og Sting har hengivet sig til yoga: Efter undervisningen står jeg med en dejlig fornemmelse i kroppen, og jeg ved, at det ikke er sidste gang, jeg ruller yogamåtten ud.

Faktaboks

Adresse:                    Nørre Allé 70 E, 8000 Århus C

Mail:                          info@ashtangayoga.dk

Telefon:                     2567 9931

Webside:                   www.ashtangayoga.dk

Pris (studerende):      Alt i intervallet 75 kroner til 2.500 kroner

Næste nedfart: SkiArena

Af Christina Johansen, Medievidenskab 2. semester

Der er ikke længere grund til at lade ski og snowboard samle støv vinteren over på grund af økonomisk knibe: Træk i stedet i skistøvlerne og søg mod SkiArena Århus, hvor der bydes velkommen til uendelige pistekilometre i alle kategorier lige fra halvflade skovløjper til sorte styrtløbspister. Jeg selv er taget hertil med en supporterende medstuderende ved min side og uden nogen form for erfaring inden for sportens så omtalte og populære verden.

Som bambi på glat is

”Er du klar?” spørger min instruktør og smiler opmuntrende til mig, mens jeg sporer et skjult glimt i hans øje, der fortæller mig, at han er helt klar over, hvilken underholdningsseance, der netop skal til at udspille sig for ham. Jeg nikker modvilligt tilbage og forsøger at smile igen, mens de røde alarmlygter blinker om kap for mit indre blik. Helle min krop stritter imod, men jeg bliver stående, strammer grebet om bommen foran mig, og stiller mine ski parallelt, mens jeg stift fokuserer på mig selv i spejlet forude.

Med ét sætter båndet i gang under mine fødder. Nedfarten er begyndt, og jeg slingrer af sted med tungen lige i munden og ingen idé om, hvad der sker syd for mine ankler, hvor mine topmoderne ski lever deres helt eget liv – og det viser sig at være et farligt liv de lever, for ganske uopfordret sætter den ene ski sig naturlig is for at vandre tværs over den anden. Mit hjerte springer et slag over, og mine vaklende ben snor sig i et imponerende indviklet mønster, alt imens min krop fortsætter ligeud for snart at hænge tværs over bommen foran mig. Ét blik i spejlet er nok, og jeg bryder straks ud i latter, da jeg ser mig selv, hvorefter jeg med instruktørens hjælp kommer ned på båndet for at forsøge mig med endnu en tur.

Nypræparerede pister dagen lang

Konceptet stammer fra Holland og kan for nybegyndere gøre skiferien dobbelt så sjov og halvt så farlig. Her kører du på et rullebånd af specielle nylontæpper, der simulerer endeløse pister, når de fugtes med vand. Rullebåndene minder mest af alt om gigantiske løbebånd, på hvilke instruktørerne tilpasser sværhedsgraden ved at styre fart og hældning. For vakkelvorne nybegyndere som mig udgør bommen en uvurderlig støtte. Den er solidt placeret for enden af båndet og redder mig flere gange fra at drøne direkte ind i de gigantiske spejle, der er placeret på endevæggen.

Den Danske Skiskole afholder kurser for skiinstruktører i skiarenaen, og personalet hos Århus SkiArena håber, at interessen for skiløb fortsat vil vokse, således der i fremtiden kan etableres en skiskole. Personalet arrangerer desuden gerne fester med skiløb, spisning, dans og musik i afterskibaren, og stedet er allerede blevet en populær location for polterabender, julefrokoster, firmaarrangementer mm.

En vellykket appetitvækker

Med et kæmpe smil om munden og masser af blod på tanden tørrer jeg sveden af min pande inden jeg klikker mine ski af, forlader pisten og søger direkte mod dalen, hvor en hyggelig træhytte indbyder til afterskiing i den dertil anlagte bar. Ved endevæggen pulserer den kunstige pejs på højeste blus, og mens jeg fornemmer, hvordan duften af træ fylder lokalet, sender jeg min bestilling hen over diske og beslutter, at det absolut ikke er sidste gang, jeg skal have ski under fødderne.

Faktaboks

Adresse:                 Holmstrupgårdvej 18, 8200 Brabrand

Telefon:                  8627 9000

Webadresse:           www.skiarena.dk

Mail:                       leder@skiarena.dk

Bus:                        Nummer 15 kører lige til døren.

Pris:                       180 kroner for studerende (alt udstyr inkluderet)

Den digitale provinsby

Af Christian Ulrik Andersen, adjunkt, ph.d., cand.mag

Spørgsmål: Hvilke æstetiske muligheder giver de nye digitale medier en provinsby?

Det er jo et af de spørgsmål, vi arbejder med i Center for Digital Urban Living. For at svare på det, er det i første omgang nødvendigt også at se på de generelle udfordringer, digitale medier stiller til en provinsby. De vil givetvis variere afhængig af sted og konktest, men ser man konkret på vores egen by, Århus, vil man meget hurtigt finde et par indikatorer på, at byen forandrer sig i takt med mediernes udvikling.

Århus og Internettet

Indtil for et par år siden lå der i Jægergårdsgade et diskotek, der hed Pan. Pan var et samlingssted for byens bøsser og lesbiske og helt sikkert en faktor, der gjorde, at man, hvis man kom fra en lille by, var homoseksuel og måske stod meget alene med sin seksualitet, gerne ville til Århus. Pan var med andre ord et tegn, der indikerede, at Århus evnede at tiltrække en gruppe af den danske befolkning – og dermed en storby (om end verdens mindste). Pan lukkede. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at nutidens bøsser og lesbiske ikke går så meget i byen, fordi de hellere vil udleve drømmen om kernefamilien, men man kan også godt forestille sig, at det er fordi, der er kommet et endnu bedre sted at mødes? En anden bøssebar? Eller måske et helt tredje sted? Internettet er ikke et dårligt bud. Som vi alle ved, giver det en unik mulighed for at skabe fællesskaber omkring interesser, seksuelle orienteringer, singleliv, dating osv. Byen har selvfølgelig stadig en glimrende cafékultur, men vi har i dag også andre måder at socialisere på.

Et andet eksempel er pladebutikken. For ikke så mange år siden var en af de primære adgange til musik de lokale pladebutikker. I en pladebutik kan man lytte til musikken, diskutere den med en ekspert bag disken, opdage nye navne osv. Pladebutikken var udgangspunktet for ens pladesamling. Min, såvel som de fleste andres pladesamling, ligger i dag på en computer. Da lyden blev digital, byttede jeg først mine vinyl-køb ud med cd’er, og da min computer blev stor nok, lagrede jeg musikken der i stedet. Med Internettet behøver jeg ikke engang at gå ned i pladebutikken. Her finder jeg anmeldelser fra andre lyttere og sågar en service, der automatisk foreslår mig ny musik på baggrund af min musiksmag. Og er der noget, jeg kan lide, kan jeg hente det online. Jeg elsker stadig stemningen i en pladebutik, men af åbenlyse grunde kommer jeg der sjældnere og sjældnere.

Måske går det samme vej for mange andre af byens funktioner? Selvom byen stadig er fuld af butikker, er det givet at såvel store kæder med konsumvarer som små specialbutikker udfordres af nettets muligheder. Hvor galt står det egentlig til? Henrik Harder fra Ålborg Universitet har lavet en undersøgelse, der måske løfter sløret for det, der er i vente. Undersøgelsen viser, at teenagere i Ålborg bruger lige så meget tid på Internettet som i byen. Måske kan vi forvente, at det urbane landskab langsomt affolkes. En by som Århus, hvor hver tiende er studerende, og som altid har noget at byde på, vil nok ikke være så sårbar som en mindre provinsby – eksempelvis Frederikshavn, Rønne eller Tønder.

Fanden skal ikke males på væggen, men givet er det, at der rundt omkring i de mindre byer (eksempelvis Frederikshavn) i stigende grad spekuleres over, hvordan man kan gøre byen attraktiv på andre måder, end ved blot at have en blomstrende handelsstandsforening. Byen skal nu også have en palmestrand og et stærkt udbud af kulturelle aktiviteter. Den slags tiltrækker en kreativ klasse (som Richard Florida har beskrevet det), men det giver også den lille by en ny funktion, der tager udgangspunkt i æstetiske oplevelser (’Fun City’ kalder forskerne Gitte Marling og Martin Zerlang det).

Byerne og medierne

At betragte byens udvikling som afhængig af mediernes udvikling er ikke noget nyt. Når man ser, at byen forandrer sig med Internettets fremkomst og forventer, at der vil ske yderligere (og uforudsete) forandringer, skyldes det blandt andet, at vi har set noget lignende tidligere. Mange kulturteoretikere (fx Jürgen Habermas og Richard Sennett) har argumenteret for, at det senmoderne individ i stigende grad trækker sig tilbage til en privatsfære. Denne udvikling skyldes blandt andet, at fjernsynet og et offentligt broadcasting-system i tresserne og halvfjerdserne stjæler offentligheden fra byen. I efterkrigstiden bliver den offentlige sfære privatiseret og flyttet ind bag hækken i forstæderne. I fjernsynets højborg, Nordamerika, ligger gaderne og pladserne i byernes centrum pludselig øde hen mellem kontorbygningerne. Enhver form for offentlig liv er flyttet til indkøbscenteret med dets arkader, butiksvinduer, reklameskilte osv. Billedet genkendes delvist i den danske provinsby, selvom ’mall-kulturen’ ikke er så udbredt.

Når skærmene igen flytter ud i byen som storskærme, mediefacader, interfaces til mobiltelefoner, terminaler osv. er det i dette perspektiv med byens indbyggere som passive aktører. Som Paul Virillio har udtrykt det, er det ikke os, der opfatter billederne, men billederne, der opfatter os. Hver for sig, med blikket rettet mod skærmene, bliver vi styret af billederne. Det offentlige billede har erstattet det offentlige rum, som vi førhen benyttede til social kommunikation.

Men er det nu også det, der sker? Når man ser skoven af reklameskilte, kan man begræde tabet af den civile offentlighed til produktionens og markedsføringens offentlighed, men man kan også tage udviklingen til sig. Særligt i USA er ’mall’en’, ’resortet’ og andre oplevelsesbaserede, kommercielle steder blevet til udgangspunktet for en ny arkitektur, der skaber liv omkring byens billeder, skærme, billboards, reklamesøjler, butiksvinduer osv.

Også i Tokyos Shibuya-bydel, blandt gigantiske skærme, mediefacader og mobiltelefoner, er der liv. Det er ikke givet, at nye digitale medier affolker byerne. Digitale medier kan stjæle funktioner fra byen, men de kan også bidrage med funktioner. Hvis de stjæler flirten, pladesnakken og turen i supermarkedet, kan deres skærme og interfaces også være med til at revitalisere et liv i byen. Det er dog ikke sikkert, at det nødvendigvis skal være som reklamesøjler – slet ikke i provinsbyen.

I sin bog The Media City argumenterer den australske medieteoretiker Scott McQuire for et lignende perspektiv. Byens skærme og interfaces udtrykker både byens spektakel (fx reklame) og dets kontrolmekanismer (fx overvågning), men har også i sig muligheden for at genskabe byen som hjemsted for social interaktion og et kollektivt engagement. Offentlig adfærd i byen er ikke nødvendigvis observerende og passiv, men kan i teorien tillige være aktiv og deltagende (gennem fx en mobiltelefon forbundet til et netværk). Nye interfaces (store som små) kan danne udgangspunkt for en ny offentlighed.

Særligt hvis man skeler til æstetiske eksperimenter inden for kunsten finder man flere eksempler på dette. Scott McQuire fremhæver selv den mexicanske kunstner Rafael Lozano-Hemmers relationelle arkitektur. I Body Movies projiceres forbipasserende op på en stor væg, der opfordrer til leg og interaktion med hinanden og mediet.

Digital Urban Living: Et reality check

I forskningsprojektet Digital Urban Living har vi forsøgt at lave et ’reality check’ på forestillingen om, at digitale medier kan åbne privatsfæren og revitalisere byen som offentlig sfære. I 2008 gennemførte vi blandt andet en workshop i den svenske provinsby Lund, hvor vi fandt tre forskellige anvendelser af digitale, netværksmedier i byen.

• Et ”log-in space”, der oftest handler om at kontrollere og udskille folk gennem eksempelvis en restriktiv adgang til et trådløst netværk eller elektronisk overvågning.
• Et ”iSpace” (iBook, iPod, iPhone), der er mobilt og personligt, og som udtrykkes gennem den bærbare computer eller telefon med private informationer, soundscapes osv.
• Et rum, hvor it anvendes til at forbinde folk og steder (”hypertextual connectivity”). Mobiltelefonen anvendes ikke blot til at skabe et personligt rum, men er også individets interface til byens offentlige rum. Møder kan sættes op via sms, nærmeste restauranter (og deres website) lokaliseres via google-maps osv.

Meget lidt af det, vi så, mindede om Lozano-Hemmers relationelle arkitektur. I praksis er der således lang vej fra forestillingen om et revitaliseret, offentligt byrum til virkeligheden. Det er noget af det, vi arbejder med i Digital Urban Living. Når digitale medier i byrummet ofte bliver anvendt ’traditionelt’ – hvilket her vil sige som reklame eller kontrol – og ikke som udgangspunkt for interaktion og konversation mellem mennesker i byrummet, skyldes det muligvis, at der ikke er en forretningsmodel tilknyttet den type anvendelser. Projekter som Lozano-Hemers er typisk et ’udsmykningsprojekt’, der finder sted i et begrænset tidsrum i en større by (Hongkong, Rotterdam osv.). Den lille provinsby har ingen Body Movies  – og da slet ikke permanent. Hvem skulle betale for det? Når det ikke findes, er det måske fordi, det for nogle kan være svært at se en forretning i det. Digital Urban Living er derfor det man kalder et ’strategisk forskningsprojekt’, hvor vi arbejder sammen med virksomheder, der skal omsætte vores forskning i deres forretning. Disse virksomheder inkluderer JCDecaux (der laver skilte og standere), Københavns kommune/COP15, Musikhuset i Århus, Martin Professional (der laver lysopsætninger), Skive Kunstmuseum, Jyllandsposten og flere andre.

Selv har jeg arbejdet intensivt med den engelske kunstnergruppe The People Speak, hvor vi har eksperimenteret med ’Talkaoke’, der et en åben platform (under creative commons) for offentlig konversation. Platformen baserer sig på et talkshow-format og består af et rundt bord med en vært i midten, lys, højtalere og skærme. Mikrofonen er åben og folk kan frit sætte sig ned, lytte til hinanden og i princippet tale om hvad som helst. Det hele lagres i et åbent videoformat på nettet. Indtil videre har erfaringerne med Talkaoke (som vi har afprøvet så forskellige steder som Mølleparken, Gellerup, Skive Beach Party, Nørrebroparken, Bruuns Galleri, Århus Festuge og Rådhuspladsen i København under COP15) blandt andet vist, at det er muligt at arbejde med det åbne format som forretningsstrategi for en kreativ virksomhed, og at forretningsområdet langt fra er begrænset til en kunstkontekst. Talkaoke er et stærkt værktøj til at få folk i tale, generere idéer, skabe offentlig debat (for alle aldre og grupper), give folk talerum og ikke mindst afsløre et sted og dets aktører på en nærværende, underholdende, lærerig og inddragende måde. Den slags er der bud efter – også i provinsen.

Referencer:

Andersen, C. U. & Pold, S. (forthcoming), The Scripted Spaces of Urban Ubiquitous Computing – The experience, poetics, and politics of public scripted space

Habermas, J. (1989), Structural Transformation of the Public Sphere: An Inquiry into a Category of Bourgeois Society, Cambridge, Mass.: MIT Press, Cambridge, England: Polity Press

Harder, H., Bro, P, et al. (2009), Aalborg Undersøgelsen 2009 : Tracking i Aalborg. København: Dansk Arkitekturcenter (poster)

Marling, G. & Zerlang, M. (red.) (2007), Fun City, Copenhagen: Danish Architectural Press

McQuire, S. (2006), The Politics of Public Space in the Media City, First Monday (Special Issue #4)

Sennett, R. (1977), The Fall of Public Man, Cambridge: Cambridge Univ. Press

Virilio, P. (1995), The Vision Machine, Bloomington: Indiana University Press, London: British Film Institute